Uddannelsespolitik

Her kan du læse Danske Bioanalytikeres uddannelsespolitik.

Politikpapir

Danske Bioanalytikere mener 

Bioanalytikerprofessionens værdi for samfundet sikres via en professions- og forskningsbaseret grunduddannelse samt relevant efter- og videreuddannelse.

Bioanalytikere er generalister af uddannelse og specialister af funktion. De har derfor brug for at erhverve specialkompetencer inden for det specialiserede felt, hvor de ansættes efter endt grunduddannelse. 

Autorisationsloven forpligter bioanalytikere til at udvise omhu, og det indebærer bl.a., at man løbende holder sig ajour med udviklingen i sit fag. 

De fleste bioanalytikere vil i løbet af deres arbejdsliv få nye opgaver og funktioner. Både fordi faget og sundhedsvæsenet udvikler sig, og fordi de søger nye udfordringer. Alle har derfor brug for at lære nyt hele livet.

I det følgende fremhæves de områder, som dbio har særligt fokus på: 

Udbuddet af bioanalytikere 

  • Der skal sikres et tilstrækkeligt optag, og frafaldet skal mindskes, så der er en bæredygtig balance mellem udbud og efterspørgsel efter bioanalytikere. 
  • Der skal etableres kliniske uddannelsespladser inden for alle områder, hvor der arbejder bioanalytikere. Staten og private virksomheder, der ansætter færdiguddannede bioanalytikere, har også en uddannelsesforpligtelse. 
  • Der skal tilknyttes eller ansættes bioanalytikerundervisere til alle uddannelsessteder, og der skal indføres taxameterafregning. 
  • Der skal etableres merituddannelse for de kolleger, der i dag arbejder i bioanalytikerstillinger og ikke er uddannet som bioanalytiker. 
  • Det skal være muligt at tage merituddannelse, mens man er tilknyttet en arbejdsplads, og uanset hvor man bor. 

Grunduddannelsen 

  • Bioanalytikere skal fortsat uddannes som generalister på grunduddannelsen, og de 75 kliniske ECTS-point skal bibeholdes. 
  • Tværgående elementer i grunduddannelsen kan styrke bioanalytikernes rolle som diagnostisk samarbejdspartner, men samlæsning af indhold på uddannelserne skal være meningsfuld, og det må ikke forringe bioanalytikernes kernefaglighed. 
  • Det skal være muligt at gennemføre grunduddannelsen på mere fleksible vilkår, så studerende i særlige situationer kan uddanne sig på andre måder og over længere tid end normeret. 
  • Grunduddannelsen skal give direkte adgang til alle efter- og videreuddannelser, der er relevante for bioanalytikere.

Efter- og videreuddannelse 

  • Den enkelte bioanalytiker har det primære ansvar for at holde sig fagligt opdateret, mens arbejdsgiveren har ansvar for at sikre rammerne for det. 
  • Medarbejdere og ledere skal i fællesskab sætte mål for den enkeltes kontinuerlige kompetenceudvikling.
  • Arbejdspladserne skal prioritere ressourcer til efter- og videreuddannelse.
  • Der skal udarbejdes fælles målbeskrivelser for oplæring af nyansatte i de enkelte specialer. Beskrivelsen af mål, indhold og forløb skal kunne tilpasses den enkeltes forudsætninger.
  • Der skal beskrives faglige profiler på områder, hvor det er nødvendigt, at nogle bioanalytikere specialiserer sig på højt niveau.
  • Den enkelte bioanalytiker skal have adgang til at dokumentere de kompetencer, som hun eller han erhverver sig gennem læring og undervisning på arbejdspladsen, kurser mv.
  • Bioanalytikere skal have adgang til efter- og videreuddannelsestilbud af høj kvalitet inden for alle specialer og grene af bioanalytisk diagnostisk, uanset geografi og ansættelsesområde. 
  • Der skal skabes overblik over og udbredes kendskab til bioanalytikernes muligheder for kompetencegivende efter- og videreuddannelse (diplom-, master-, kandidat-, erhvervskandidat- og ph.d.-uddannelser). 
  • Der skal arbejdes for kandidatuddannelser inden for faget, herunder oprettelse af erhvervskandidater 

Særligt om IT og teknologi 

Udviklingen inden for automatisering, digitalisering, databehandling og kunstig intelligens påvirker bioanalytikernes arbejde på alle fagområder. Der er behov for en grundlæggende stillingtagen til, hvordan bioanalytikere skal rustes til at indgå i den fortsatte teknologiske udvikling. 

  • Der skal udvikles anbefalinger for, hvilke kompetencer bioanalytikere skal udvikle inden for IT, automatisering og databehandling, og hvordan de opnår dem. 
  • Anbefalingerne skal afspejle professionens forskellige fagområder, men også have blik for tværgående kompetencebehov. 

Kontakt

Forretningsudvalget
Formand
4422 3233
2320 4105
Ledelsen
Faglig chef
4422 3236
5042 9800

Særligt benyttede sider på dbio.dk