"Genetisk Afdeling gav mig en følelse af at høre hjemme i min profession"

Genetisk Afdeling på Odense Universitetshospital har fået dbio-studerendes pris for klinikophold. I sin indstilling gav bioanalytikerstuderende Mathilde Orth Friis fine eksempler på, hvad der gør et klinikophold til noget særligt.

Klinikpris
Skrevet af
Charlotte Andreasen, konsulent
Klinikpris 2024 tale til Genetisk Afdeling OUH

Genetisk Afdeling på Odense Universitetshospital modtager klinikprisen 2024. Foto: OUH Kommunikation

"Min oplevelse på Klinisk Genetisk Afdeling har givet mig en følelse af at høre hjemme i min profession. og jeg ser frem mod fremtiden som færdiguddannet med ro i sindet, uanset hvilke veje jeg vælger at følge." Sådan sammenfatter Mathilde Orth Friis sit 5. semester klinikophold på Genetisk Afdeling på Odense Universitetshospital.

Mathilde Orth Friis går i dag på 6. semester på bioanalytikeruddannelsen på University College Lillebælt i Odense.

Studerendes udvalg i Danske Bioanalytikere valgte at følge Mathildes indstilling, da hun gav gode eksempler på, hvad der gjorde dette klinikophold til noget særligt.

Noget helt særligt
  • "Min tid på afdelingen har været både lærerig og personlighedsudviklende. Afdelingen har skabt gode faglige rammer, og der var altid plads til spørgsmål og dybere teoretiske samtaler med bioanalytikere, laboranter, læger og andre faggrupper på afdelingen. Denne tværfaglige tilgang skabte en stærk sammenhørighed uanset profession.
  • "Jeg blev inkluderet på en måde, der gjorde, at jeg hurtigt følte mig som en del af afdelingen, selvom jeg 'bare' er studerende. De små gestus gjorde en stor forskel. At blive inkluderet i morgenbrødsordningen, at blive spurgt om mine tanker over frokosten og de hyggelige samtaler under PCR-ventetiden – alt dette skabte en følelse af samhørighed."
  • "Den største oplevelse fra mit praktikforløb var de inspirerende møder med medarbejderne. Jeg hørte livshistorier om at arbejde i Norge og spontane rejser til Schweiz som nyuddannet. Disse historier satte tanker i gang om mine egne muligheder som færdiguddannet, og jeg er taknemmelig for den indsigt, det gav mig."
  • Min fantastiske kliniske vejleder, Lene Elnegaard, har også haft stor betydning. Hun støttede mig både fagligt og personligt, især da jeg vendte tilbage til bioanalytikerstudiet efter et års orlov. Lene var altid nærværende og imødekommende, og jeg følte mig i trygge hænder fra første dag på afdelingen."
Kilde: Uddrag af indstilling af klinikopholdet på Genetisk Afdeling, OUH

En hyldest til fællesskabet

Prisen blev overrakt af Katja Wienmann Bramm, næstformand i Danske Bioanalytikere, og Rebecca Elizabeth Bang, bioanalytikerstuderende og medlem af studerendes udvalg.

"Vi har valgt at hædre det gode kliniksted med en pris, for bioanalytikerfaget er ikke det nemmeste fag at komme ind i. Der er stor stoftrængsel, og man skal sætte sig ind i mange forskellige specialer, metoder og udstyr. Men heldigvis kommer de studerende ud i flere klinikophold, hvor de får indsigt i praksis og kan prøve sig selv af i faget", siger Katja Wienmann Bramm og fortsætter:

"Samtidig fortæller de studerende, at det sociale og det faglige fællesskab er enormt vigtigt for deres læring og udvikling. Som Mathilde siger, skal der ikke så meget til, før man som studerende føler sig inkluderet. Det giver mere trivsel og mere gåpåmod. Derfor er klinikprisen en hyldest til fællesskabet. Når fællesskabet løfter uddannelsesopgaven, så gør det en stor forskel for de studerende"

Med prisen følger 10.000 kr., som skal bruges på et arrangement, et kunstværk eller noget tredje, der kommer hele afdelingen til gode.

Klinikpris 2024 Genetisk Afdeling OUH
Hele Genetisk Afdeling samlet foran OUH.

Særligt benyttede sider på dbio.dk