Cases

Hvis du vil dele en historie, så ring eller skriv til en ambassadør i professionsetik eller til Charlotte Andreasen i dbio's sekretariat. 

Det etiske landskab

NITO Bioingeniørfaglig institutt i Norge har udviklet en øvelse, der hedder det etiske landskab. Formålet er at diskutere forholdet mellem lov og etik. Øvelsen består af en "spilleplade" med fire felter:

• Lovligt, men etisk kritisabelt
• Lovligt og etisk forsvarligt
• Etisk forsvarligt, men ulovligt
• Ulovligt og etisk kritisabelt

Spillepladen kan printes i A4 og A3. Der følger små cases med, og øvelsen går ud på, at man i grupper drøfter de forskellige situationer og placerer dem i det etiske landskab. Deltagerne må også gerne bruge egne eksempler.

Ansvar for hjerteovervågning

En ambulance kommer med en patient fra en hjertemedicinsk afdeling på et andet hospital. Patienten skal have foretaget en renografi i nuklearmedicinsk Afdeling. Hun har hjerteovervågningsudstyr på. I nuklearmedicin har man ikke kompetence til at håndtere overvågningsudstyret, og den lokale hjerteafdeling har ikke mulighed for at hjælpe. Derfor tages udstyret af, mens patienten er i afdelingen. Patienten skal have overvågningsudstyret på, når hun køres tilbage til det andet hospital, og hun må derfor vente ekstraordinært længe på en transport, hvor ambulancereddere kan sætte det på hende. Patienten er uden hjerteovervågning i mere end fem timer.

Er det bedre at tage hjerteovervågningsudstyret af og gennemføre renografien, selv om man risikerer at overse, at patienten får akut behov for medicinering? Burde man afvise at gennemføre undersøgelsen, hvis der ikke følger den rette faglige assistance med?

Svær at stikke

Det var en fredag aften og der var rigtig travlt i vagten. Den studerende Anders, en dygtig og ansvarsbevidst fyr på 21 år, blev kaldt op på skadestuen for at tage nogle blodprøver. Anders skyndte sig op på skadestuen og spurgte, hvilken stue der skulle tages blodprøver på. Han fik besked på at det var stue 5 og fik en bestillingsseddel i hånden. Da patienten havde mange smerter og skulle til operation med det samme, skulle blodprøven tages med det samme.

Anders gik ind på stue 5, hvor der lå en meget urolig mand med kraftige smerter i sengen. Anders fortalte ham at han skulle havde taget blodprøver og bad derfor om fulde navn og fødselsdag. Patienten svarede besværet og forsatte; ”men jeg tror ikke, du kan stikke mig, jeg plejer altid at være svær at stikke. En garvet bioanalytiker bruger to forsøg, før det lykkes. Jeg synes, du skal finde en anden. Du ser al for ung og uerfaren ud til at kunne stikke mig.

Anders forklarede, at han ikke længere var nybegynder inden for området, og at han gerne ville have lov til at tage disse blodprøver. Samtidig forklarede han også vigtigheden af, at prøverne blev taget nu, og at der på nuværende tidspunkt ikke var andre bioanalytikere til rådighed. Patienten holdt fast på sin beslutning, med den begrundelse han ikke ville udsættes for unødvendig smerte, hvilket han fandt, at en blodprøvetagning var. Så den unge studerende forlod stuen uden blodprøve. Patientens sygeplejerske blev orienteret om problemet. Hun opfordrede ham til at finde en anden bioanalytiker med det samme, da patienten havde mange smerter og skulle til operation med det samme. Han lovede at gøre et forsøg, men forklarede, at de kun var 3 på vagt, og alle havde meget travlt.

Da Anders kom tilbage til laboratoriet, var den ene af de to andre bioanalytikere gået ud for at tage blodprøver på et meget dårligt barn. Den anden indvilligede i at gå op på skadestuen, men i det samme ankom en livsvigtig spinal-væske, som skulle mikroskoperes med det samme – det havde den unge studerende desværre endnu ikke lært. Nu ringede skadestuen og rykkede for blodprøven.

Hvad skal bioanalytikerne gøre?

Tvang overfor ældre konfus patient

Merete, bioanalytiker i biokemi.
”Jeg havde vagt i aftes, og der blev indlagt en gammel mand på medicinsk visitationsafdeling. Han var konfus og forvirret. Sandsynligvis var det, fordi han var dehydreret. Han havde også feber, og afdelingen kaldte mig op til at tage blodprøver.
Da jeg kom ind til ham og begyndte at forklare ham, hvad jeg skulle, blev han vred og begyndte at skælde ud på mig. Jeg prøvede at tale ham til ro, men det hjalp ikke. Derfor gik jeg ud til sygeplejersken og spurgte, om det var nødvendigt, at vi tog de prøver nu. Hun tænkte sig om et par sekunder, og svarede, at det måtte vi bare se at få gjort. Hun skulle nok hjælpe mig.
Så kaldte hun på en sosu-assistent, og sammen med hende holdt de patientens arm, mens jeg tog prøverne. Den gamle mand råbte og skreg og prøve at vriste sig fri. Det havde jeg det ret skidt med. Men gjort var gjort, og det var vel også sygeplejersken, som burde vide, hvad der var bedst for patienten.
Næste dag konstaterede jeg at han var død. Årsag: en kraftig lungebetændelse. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det nu også var nødvendigt at gøre vold mod den gamle mand?”

Konsekvenser af en dna-undersøgelse

Malene, bioanalytiker i genetik:
”Jeg er meget glad for at arbejder her. Det er et spændende job med udfordrende opgaver. Vi har fælles konference en gang om ugen, hvor særlige faglige problemstillinger bliver drøftet. Der bliver brugt et meget teknisk fagligt sprog, og i starten forstod jeg ikke så meget, fordi der var så mange fagudtryk. Men efterhånden lærer jeg jo fagudtrykkene at kende og forstår mere. Men jeg lærer jo også om konsekvenserne af de mange undersøgelser, vi laver. Konsekvenserne af en dna-undersøgelse. Konstateringen af en arvelig defekt eller en mutation hos et foster kan jo få meget alvorlige følger for den familie, som er involveret. Det fører til svære valg mellem f.eks. at skulle forblive barnløs, vælge præimplantationsdiagnostik og derefter udvælgelse af det ”raske” æg eller abort.
Det får mig til at studse over, at vi på vores afdeling – i hvert fald i det vi udtrykker – selvfølgelig skal undersøge alt, tage højde for så meget som muligt og forsøge at afskaffe/udrydde det syge og forkerte. Det er, som om vi synes at vi mener at hvis vi konstaterer Down’s syndrom, så skal der selvfølgelig foretages abort – og egentlig også ved mange af de andre anormaliteter. Det synes jeg er forkert. Vi beder jo forældrene om at vælge og hvis det skal være et reelt valg, så synes jeg også vi skal huske at der er noget at vælge imellem.
Men vi drøfter det ikke på afdelingen.”

Misbrugsproblemer?

En aften ringer en sygeplejerske til laboratoriet. Hun fortæller, at de lige har modtaget et svar, som de mener er forkert. Vagthavende bioanalytiker Lene lover at tjekke en ekstra gang. Hun opsøger den kollega, som har analyseret prøven. De finder sammen frem til den fejl i arbejdsgangen, som medførte et forkert svar. De øvrige svar i analyseserien er endnu ikke gået videre til afdelingerne og kan derfor nemmere rettes. Der bliver lavet en rapport om utilsigtet hændelse, men alligevel undrer Lene sig over, hvordan sådan en fejl kunne opstå. Hun synes den nærmest er umulig at lave. Kollegaen siger, at det kan jo ske, hvorefter hun beder Lene om at informere afdelingen om, at svaret skal rettes.
Lene fornemmer, at kollegaen, som havde lavet analyserne, virker påvirket af alkohol eller narkotika. Hun kan ikke lide at spørge, om hun har nogle problemer, men er alligevel meget opmærksom og usikker resten af vagten.
Lene synes det er svært at vide hvad hun skal gøre.

EKG på gangen

Karina, bioanalytiker i biokemi:
”Jeg har stået i en situation, hvor jeg blev bedt om at tage EKG på en ældre dame. En nydelig ældre dame. Hun sad fuldt påklædt på en stol på gangen i medicinsk ambulatorium. Jeg prøver at finde et rum med en briks, og det går der lang tid med. For lang tid synes jeg, for tid betyder jo meget på en biokemisk afdeling. Det ender med, at jeg spørger en sygeplejerske, og hun siger, at det må blive i en seng på gangen. Der står en seng, og hun henter en enkelt skærm – værs'go. Jeg finder selv en skærm mere og må indrømme, at jeg bliver vred og synes, at det er for galt. Jeg forklarer den ældre dame, at det er sådan vilkårene er, men at jeg heller ikke er tilfreds med situationen. Hun er lidt forlegen ved at skulle klæde sig af bag en skærm, som slet ikke giver nok afskærmning. Samtidig føler hun sig presset til at gøre, som vi siger, fordi hun jo er gæsten her og godt kan se, at der ikke er andet valg.
Men måske havde der været et andet valg, hvis jeg havde sagt fra. Måske kunne vi have gået et andet sted hen, fundet en briks og et tomt rum…”

Forkert mærket prøve

Birthe, bioanalytiker i patologi:
”Ofte står jeg i en situation, hvor vi har modtaget en prøve, som afdelingen ikke har mærket korrekt. Det vil sige, at der ikke er navn og cpr-nr. på. Det drejer sig tit om en vævsprøve, som er udtaget under operation, og som ikke kan genfindes. Proceduren på afdelingen siger, at jeg skal smide den ud, men det kan jeg ikke bære. Jeg tænker på, at hvis prøven var fra mig selv, så ville jeg håbe, at de huskede at mærke prøven korrekt, og at de ville behandle prøven med respekt. At de ikke bare smider den ud.
Der er da også en udbredt praksis på vores afdeling, at man ringer til operationsafdelingen og spørger efter en, som har været involveret i prøvetagningen. Så beder vi hende komme over og kigge på prøven, og for det meste sætter hun ID på prøven, fordi hun siger, hun kan huske, hvilken patient det var. Så er mavefornemmelsen bedre, men ikke helt god. For hvad nu hvis det alligevel ikke er den rigtige patient? Det ville være forfærdeligt.”

Ekstra prøver i vagten

Anna, bioanalytiker i biokemi:
”Jeg kommer af og til i et dilemma, når jeg er i aftenvagt. Ved nyindlagte patienter er der regler om, at der kun må tages et begrænset prøverepertoire. Dog bliver jeg spurgt, om jeg vil tage ekstra prøver, når jeg nu alligevel skal tage prøver på patienten. Argumentet fra plejepersonalet er, at patienten så bliver skånet for et stik. Samtidig vil de gerne have det gjort med det samme, for så er det ”husket” og de skal så ikke bruge tid på at bestille til næste prøvetagningsrunde.
Men er det nu så vigtigt at skåne patienten?  Der er jo en grund til reglen om det begrænsede analyserepertoire. Det er jo for, at vi ikke skal få for travlt i aften/nattevagterne. Samtidig vil man jo gerne være flink og servicemindet, så jeg er mest tilbøjelig til at tage prøverne alligevel – med mindre der er faglige grunde til at det ville være uhensigtsmæssigt.
Men der er kutyme for at der kun tages de blodprøver i vagten, som der er på vagtrepertoiret. Det giver mig et dilemma i forhold til mine kolleger.”

Arteriepunktur uden ID

Det var i en vagt. Sidst på aftenen ringer en sygeplejerske fra en afdeling og melder, at de sender en arteriepunktur som hasteprøve. Da alle vi vagtbioanalytikere er ude for at tage prøver, aftales det med sygeplejersken, at prøven kan stilles i lugen i laboratoriet, og at en bioanalytiker vil komme tilbage så hurtigt, som muligt for at analysere prøven.
Da jeg lidt senere kommer tilbage til laboratoriet, finder jeg en rekvisition og en arteriepunktur uden ID.
Jeg kontakter straks afdelingen og gør opmærksom på, at prøven ikke kan analyseres. Sygeplejersken kommer irriteret til laboratoriet og forlanger at få prøven udleveret. 5 minutter senere melder samme afdeling, at de kommer med endnu en arteriepunktur. Prøven kommer til laboratoriet. Rekvisitionen er på samme patient, men prøvetagningstidspunktet er rettet, og arteriepunkturen er id-mærket.”
Jeg har på fornemmelsen, at de bare har ommærket den prøve, jeg tidligere afviste. Men hvad kan man gøre ved det?

Type og forlig ved samme indstik

Dorthe står ved et barn på skadestuen. Barnet er kommet slemt til skade og er skiftevis uklar og ukontaktbar. Der skal tages type og kontroltype, og det skal helst gøres hurtigt, for barnet skal scannes så hurtigt, som muligt. Portøren står klar, og personalet på skadestuen er utålmodige. Da Dorthe er ved at tage blodprøven, kommer hendes kollega ind på stuen. Hun skal tage kontroltypen. Det skal ifølge instruksen tages i et selvstændigt indstik – ikke i samme indstik som typen. Alligevel spørger Dorthe sin kollega, om ikke hun vil overtage sommerfuglen. Kollegaen bliver overrasket, men gør, som hun bliver opfordret til.
Bagefter bliver Dorthe lidt flov og synes, at det er ubehageligt og lidt utrygt, at hun ikke gjorde, som hun så mange gange har fået at vide, hun skal gøre – tage type og kontroltype i to indstik. Men ville det have gjort nogen forskel?

Svar til patient

Fru Pedersen kommer ofte i ambulatoriet og får taget en lang række blodprøver og EKG for at få kontrolleret sine sygdomme. Hun kender mange af bioanalytikerne og vil gerne snakke om vejr og vind – og om sine besværligheder ved at være kronisk syg og en efterhånden ældre og enlig dame.

Sidst hun var hos os, var det mig, som trak hende. Jeg har hørt om hende og kan da også huske, at jeg har set hende engang, hun var indlagt. Hun snakkede som sædvanligt, og jeg prøvede efter bedste evne at følge med, samtidig med at jeg tog blodprøverne, og mens jeg tog EKG’et. Hun havde bl.a. brug for at fortælle om sine problemer med at få hjælpemidler fra kommunen og om, hvor svært det er for hende at komme frem og tilbage til undersøgelser og behandling på hospitalet.

Da jeg var færdig med EKG-optagelsen, og hun næsten var i tøjet igen, spurgte hun: ”Hvordan ser det så ud i dag?” Jeg blev lidt beklemt, for jeg havde faktisk ikke set så meget på det, og apparatet havde ikke bemærket noget. Og jeg må indrømme, at jeg ikke ved så meget om EKG'er. Jeg prøvede at sige, at det kunne jeg desværre ikke sige noget om. Fru Pedersen forklarede, at hun havde været lidt svimmel og haft lidt trykken over brystet den sidste tid. Derfor ville hun gerne have et svar, inden hun gik hjem, og sidst hun var herinde kunne bioanalytikeren da godt svare.

Jeg sagde til hende at det kunne jeg altså ikke, fordi jeg ikke har så meget erfaring, og desuden var det mest rigtigt, at hun fik svar fra sin læge i hjerteambulatoriet. Hun forstod det ikke, men accepterede svaret og besluttede sig for at ringe ind til hjerteambulatoriet dagen efter. Jeg følte det ret ubehageligt, at jeg ikke kunne svare og blev lidt irriteret over, at en af mine kolleger kunne finde på at tolke EKG’et, for det kan man jo ikke forventes af os.

Dyreforsøg

Susanne arbejder på et laboratorium, som laver medicinske dyreforsøg.

”Vi laver mange forskellige forsøg og det er meget forskelligt, hvor meget vi bliver involveret i, hvad det er vi gør med dyrene. Det er jo professoren eller den forsøgsansvarlige biolog, som har det overordnede ansvar. Men det er mig, som bioanalytiker, som står med de enkelte dyr, har dem i hånden og bliver direkte berørt af det, vi gør ved dem.

Vi laver f.eks. nogle forsøg, hvor vi skal stresse forsøgsmusene. De skal svømme i et bassin, og vi skal blive ved med at holde dem væk fra kanten for netop at stresse dem rigtig meget. Det er jeg ikke glad for. Jeg får medlidenhed med de stakkels dyr. Jeg ved jo godt, at de bliver aflivet, når de er klar til obduktion, men derfor synes jeg alligevel ikke, det er sjovt. Vi taler om det i laboratoriet og støtter for det meste hinanden, så den anden tager over, hvis den ene synes, det bliver for meget. Men hvornår skal man sige stop? Skulle jeg hellere sige fra og tage diskussionen op med forsøgslederen?"