Kernefortællingen

Den korte

Danske Bioanalytikere er en fagforening, der repræsenterer 6.500 bioanalytikere og laboranter i sundhedsvæsenet. Vi arbejder for at synliggørestyrke og sikre bioanalytikerprofessionen gennem rådgivning, lønudvikling og faglige fællesskaber. Fællesskaber, der sætter faglig stolthed øverst på dagsordenen og bidrager til at forme fremtidens bioanalytiker. Til gavn for medlem, patient og samfund.

Den lange

Danske Bioanalytikere arbejder for at synliggøre, styrke og sikre bioanalytikerprofessionen, så medlemmerne kan gå på arbejde med høj trivsel, lønudvikling og faglig stolthed.

Vores medlemmer er sundhedsvæsenets DNA, der varetager kritiske funktioner. Deres arbejde er uundværligt for korrekt diagnostik, behandlingsvejledende analyser og kvalitetssikring af den diagnostiske virksomhed, der i sidste ende er med til at redde liv.

Vi synliggør, at bioanalytikerne er sundhedsvæsenets detektiver, der løser diagnostiske gåder. Vi er aktive deltagere i den politiske dialog, overenskomstforhandlinger og høringssvar. Og vi har brug for indspark fra vores medlemmer. Ikke alene fordi de fortjener at blive set og hørt, men fordi vores fælles stemme har afgørende indflydelse på bioanalytikerens fremtidige rolle i sundhedsvæsenet. Så medlemmerne har fremtidssikrede jobmuligheder, hvor de bliver kendt og anerkendt for deres arbejde.

Vi styrker fagligheden hos det enkelte medlem gennem kurser, uddannelse og netværk – uanset om vedkommende er studerende eller nærmer sig pensionsalderen. Forandring er et vilkår for bioanalytikeren, og faglig udvikling er en forudsætning for, at arbejdet udføres med høj kvalitet og faglig stolthed. Hos Danske Bioanalytikere står vi skulder ved skulder. Vi tilbyder et fagligt fællesskab, hvor medlemmerne tager medansvar for at styrke hinandens viden og dygtiggørelse. Til gavn for hinanden. For patienten. For samfundet.

Vi sikrer – som den eneste fagforening – bioanalytikernes og laboranternes løn- og ansættelsesforhold i sundhedsvæsenet. Vi er i øjenhøjde med medlemmerne, forstår deres arbejdsrutiner, og dbio´s lokale tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter står klar med hjælp, der tager afsæt i individuelle behov. Det er en af vores kerneopgaver, som vores medlemmer måler og vurderer os på – nu og her. På den lange bane tror vi på, at vores vedholdende arbejde for at synliggøre og styrke bioanalytikerfaget er med til at sikre, at medlemmerne kan udføre deres arbejde med ro i sindet og orden i rettighederne.

Særligt benyttede sider på dbio.dk