Kandidatuddannelser

En kandidatuddannelse er en 2-årig overbygning på universitetsniveau på i alt 120 ECTS. Uddannelserne giver ret til Statens Uddannelsesstøtte (SU) og læses normalt på fuld tid. På nogle kandidatuddannelser kan man følge enkeltfag eller kurser mod betaling.

Oversigt over kandidatuddannelser for bioanalytikere

Her kan du se, hvilke kandidatuddannelser du har mulighed for at søge ind på som bioanalytiker. Oversigten indeholder også uddannelser, hvor der er mulighed for meritforløb eller suppleringskurser.

Start i god tid

Start altid i god tid med at orientere dig om mulighederne for optag samt krav til fag, hvis der ikke er direkte adgang på en kandidatuddannelse på baggrund af din professionsbachelor som bioanalytiker, Kontakt uddannelsesstedet og den tilknyttede studievejleder, som kan guide dig. 

Sundhedsfaglig kandidatuddannelse

Uddannelsen er tværfaglig. Du lærer at analysere og vurdere problemstillinger relateret til sundhed og sygdom ud fra forskellige videnskabelige tilgange. Læs mere om uddannelsens opbygning, jobprofil og adgangskrav på universiteternes hjemmesider for Sundhedsfaglig Kandidat.

Klinisk Videnskab og Teknologi

Uddannelsen er tværfaglig. Du tilegner dig kvalifikationer inden for innovation, klinisk afprøvning, implementering af ny teknologi mv. Læs mere om uddannelsen her.

Techno-Anthropology

Uddannelsen er tværfaglig. En kandidat i Techno-Anthropolgy kan foretage antropologiske undersøgelser af problemstillinger omkring udvikling og brug af ny teknologi f.eks. til brug for forskningsbaseret politisk rådgivning, teknologisk innovation, entreprenørskab og organisationsudvikling. Læs mere om uddannelsen her.

​Folkesundhedsvidenskab 

Uddannelsen er tværfaglig. Med en kandidatgrad i folkesundhedsvidenskab vil du være kvalificeret til at arbejde med bl.a. sundhedsplanlægning, implementering af indsatser, rådgivning af sundhedsaktører, undervisning og forskning i relation til sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme. Læs mere på uddannelsernes hjemmeside.

Data science

Er du fascineret af de mange nye muligheder, som analyse og viden om data kan åbne for i bl.a. sundhedsvæsenet, så kan kandidatuddannelsen i Data Science måske være en mulighed. Uddannelsen har fem fagretninger som f.eks. Health Data og Human Informatics. Læs mere på uddannelsens hjemmeide.

Molecular Health Science og Chemical Biology. Studier på RUC der kræver meritforløb

RUC tilbyder nu 2 års merit på udvalgte bacheloruddannelse, og med et 1-årigt meritforløb får du mulighed for at søge direkte ind på en af de to kandidatuddannelser Molecular Health Science eller Chemical Biology.

RUC har information om meritforløbet på deres hjemmeside under dette link: Særlige meritpakker på Naturvidenskabelig Bachelor.

Civilingeniør i biomedicinsk teknik/biomedicinsk teknologi

Er du interesseret i at arbejde med skabelsen af fremtidens innovationer med fokus på mennesket, så er her en uddannelse, som primært drejer sig om fysiske produkter og deres brugergrænseflader - ikke software design.

Denne uddannelse bygger bro mellem det ingeniørfaglige og sundhedssektoren. Uddannelsen giver dig mulighed for at specialisere dig som ingeniør, samtidig med at du opnår medicinsk indsigt. Du lærer at indgå i et tværfagligt samarbejde omkring udvikling af medicotekniske metoder og apparater til overvågning, diagnostik og behandling af mange forskellige slags patientgrupper.

OBS: Man skal dokumentere matematikkompetencer svarende i niveau, omfang og indhold til mindst 15 ECTS-point på bachelorniveau inden for calculus, lineær algebra samt sandsynlighedsregning og statistik.

Da biomedicinsk teknik/teknologi er en adgangsbegrænset uddannelse, er det ikke muligt at supplere adgangskravene efter endt professionsbacheloreksamen. Man skal have suppleret fagene inden afsluttet professionsbacheloreksamen for at komme i betragtning til denne kandidatuddannelse.

Øvrige kandidatuddannelse med mulig adgang for bioanalytikere

Som bioanalytiker er det muligt at søge optage på andre kandidatstudier. For at søge om optag på disse studier skal du søge om optag på uddannelsen. Herefter laver uddannelsesinstitutionen en individuel vurdering af ansøgeren. På baggrund af den individuelle vurdering kan det være nødvendigt at tage supplerende fag for at opnå det nødvendige niveau for optagelse.

For nogle studier gælder det, at supplerende fag skal tages før afsluttet professionsbacheloreksamen for at tælle med i vurdering om optag på kandidatuddannelsen.

Eksempler på uddannelser, hvor der ikke er direkte adgang

Mulighed for optag på baggrund af en individuel vurdering kan være mulig. Studievejledning på uddannelsen kan afklare, hvad der kræves af ekstra fag, samt hvornår fagene skal være afsluttet for at optagelseskravet tilgodeses.

Kontakt altid uddannelsesstedet for studievejledning og individuel vurdering af kompetencer. 
 

Erhvervskandidatuddannelse

 

En erhvervskandidatuddannelse er en toårig kandidatuddannelse svarende til 120 ECTS-point, der er tilrettelagt som et fireårigt deltidsforløb, hvor du arbejder ved siden af studierne.

Formålet med uddannelsen er, at du gennem faglig fordybelse videreudvikler dine kompetencer. Uddannelsen skal sikre, at du efterfølgende har mulighed for at varetage specialiserede erhvervsfunktioner eller videreuddanne dig på ph.d.-niveau.

Adgangen til en erhvervskandidatuddannelse forudsætter en professionsbacheloruddannelse som bioanalytiker. Derudover er det et krav at du skal være i job på en hospital eller i en virksomhed på baggrund af din bioanalytikeruddannelse mindst 25 timer om ugen eller være iværksætter.

For at søge om optagelse på en erhvervskandidatuddannelse, skal du kontakte den uddannelsesinstitution, der udbyder uddannelsen. Du kan også søge oplysninger på UddannelsesGuiden (ug.dk).

I øjeblikket har du mulighed for at søge som erhvervskandidatstuderende på følgende uddannelser:

  • Den sundhedsfaglige kandidatuddannelse (Aarhus Universitet)
  • Den sundhedsfaglige kandidatuddannelse (Syddansk Universitet)

Du kan finde en komplet og opdateret liste over alle erhvervskandidatuddannelser på: 

https://ufm.dk/uddannelse/videregaende-uddannelse/overblik-over-det-videregaende-uddannelsessystem/bachelor-og-kandidatuddannelser/erhvervskandidatuddannelser-pa-deltid

Kontakt

Faglig afdeling
Konsulent
44223259
31651754

Særligt benyttede sider på dbio.dk