"Alle disse funktioner gav mig lyst til mere, derfor begyndte jeg på en sundhedsfaglig diplomuddannelse"

Karriere kan se ud på mange måder, og der er mange veje i faget. I serien ”Min vej i faget” beskriver bioanalytikere og laboranter deres vej til det job, de har i dag. Denne gang med Karina Vogn Koch, der mener, at man altid skal drømme og derfor har søgt om optagelse på den sundhedsfaglige erhvervskandidatuddannelse på SDU.

Min vej i faget
Skrevet af
Anne Sophie Flach, fagbladsredaktør

Karina Vogn Koch. Foto: Ida Sophie Thorndahl Nielsen og Daniella Egebjerg Brandt Kristiansen

Hvordan er du kommet til dit nuværende job?

Karina Vogn Koch
Karina Vogn Koch, bioanalytikerunderviser, Klinisk biokemisk afdeling, OUH, Svendborg sygehus

Jeg blev ansat på Klinisk Biokemisk Afdeling (KBA) på OUH Svendborg Sygehus tilbage i 2008 som basisbioanalytiker efter en håndfuld år på Frederiksberg Hospital og i medicinalvirksomheden H. Lundbeck A/S. Jeg fandt mig lynhurtigt til rette på KBA. Det er efter min mening en tilpas “lille-stor” afdeling, der gør, at relationerne er tætte, og alle kender hinanden uanset funktion, titel mv.

Jeg fik ret hurtigt arbejdsopgaver ud over basis. Jeg har været både kontaktbioanalytiker og funktionsbioanalytiker i prøvetagningen samt i blodbanken, afløser i blodbankens tappeafsnit, projektgruppedeltager, da Fælles Akutmodtagelse skulle opstartes, og været en del af et team med varetagelse af frysesnit for Afdelingen for Klinisk Patologi. Alle disse funktioner – især oplærings- og undervisningsopgaverne som funktionsbioanalytiker – gav mig lyst til mere, og derfor begyndte jeg på en sundhedsfaglig diplomuddannelse.

Min tanke på daværende tidspunkt var at blive overbioanalytiker, men som tiden gik, og diplommodulernes erhvervede viden faldt på plads, ændrede jeg stille og roligt kurs fra det rent faglige til de mere bløde værdier med kommunikation, didaktik, pædagogik, menneskelig udvikling osv.

Hvad drømmer du om i fremtiden?

Jeg elsker mit job og min funktion, der har rigtig mange facetter. Ud over undervisning af studerende og nye kolleger er jeg ansvarlig for vores kontaktbioanalytikerfunktion med tværprofessionelt samarbejde med de kliniske afdelinger, ligesom jeg har det daglige driftsansvar for mikrobiologisk hurtigdiagnostik (covid, influenza, noro), som vi analyserer for Klinisk Mikrobiologisk Afdeling.

Man skal altid drømme, så selvfølgelig drømmer jeg om mere; overordnet udvikling, menneske - forståelse og flere perspektiver på sundhed og sygdom. Derfor har jeg søgt om optagelse på den sundhedsfaglige erhvervskandidatuddannelse på SDU med studiestart primo september i år. Nu håber jeg at blive optaget, så jeg kan se frem til fire år med arbejdsuger blandet med givende skoledage/lærdom og mine opgaver som bioanalytikerunderviser ved siden af.

Hvilket job drømte du om, da du gik på bioanalytikeruddannelsen?

Jeg syntes, det var helt enormt spændende med det akutte og uforudsigelige, så jeg drømte nok sådan helt ærligt om at komme med lægehelikopter, Læger uden Grænser el.lign.

Hvad tænker du om den drøm i dag?

Jeg tænker, at drømme gerne må være lidt vilde. Og selvom jeg hverken har været med lægehelikopter eller hjulpet i ulandene, så synes jeg, at mit arbejdsliv har givet mig masser af uforudsigelige opgaver. Også i mit nuværende job på KBA, som jo er en akutafdeling. Her er ingen patienter eller studerende ens, og dermed er der også stor variation i mit arbejde.

Vi står i en spændende brydningstid i min afdeling, hvor mange erfarne kolleger har nået pensionsalderen, og dermed giver pladsen videre til nye kræfter. Kulturen skal tilpasses de nye generationer (og omvendt), og dette kræver opmærksomhed, åbenhed, gåpåmod, tålmodighed og alle mulige andre gode, fordrende tillægsord. Så nu er en af mine nyeste opgaver en mentorordning som et led i arbejdet med at fastholde og rekruttere nye dygtige kolleger.

Min vej i faget

En serie, hvor bioanalytikere og laboranter beskriver deres vej til det sted i deres karriere, de er nået til.

Vil du fortælle om din vej i faget? Kontakt redaktionen, Anne Sophie Flach, asf@dbio.dk, tlf. 31 79 82 32.