"Jeg drømmer om et bæredygtigt sundhedsvæsen - både klimamæssigt og i forhold til medarbejdernes trivsel"

Karriere kan se ud på mange måder, og der er mange veje i faget. I serien ”Min vej i faget” beskriver bioanalytikere og laboranter deres vej til det job, de har i dag. Denne gang med Kathrine Overgaard Foss Jensen, som drømmer om bæredygtigt sundhedsvæsen - både klimamæssigt og i forhold til medarbejdernes trivsel. Pt. er hun projektleder på klimaindsatsen “Grønnere laboratorier og diagnostik”, der omfatter alle laboratoriespecialer.

Nyhed
Skrevet af
Anne Sophie Flach, fagbladsredaktør

Hvordan er du kommet til dit nuværende job?

Kathrine Overgaard Foss
Kathrine Overgaard Foss Jensen, bioanalytiker, projektleder og konsulent i grøn omstilling

Jeg var med i planlægningen, da dbio var vært for verdenskongressen IFBLS. Her opdagede jeg gennem en oplægsholder, at den grønne omstilling voksede på hospitalerne. På Rigshospitalet var jeg efterfølgende selv med til at sætte grøn omstilling på dagsordenen på det årlige symposium for bioanalytikere og laboranter.

Hvordan fik du jobbet?

Jeg søgte stillingen som bæredygtighedskonsulent i 2022, hvor jeg sad i Center for Ejendomme sammen med programledelsen for Grøn2030. Siden har jeg kortvarigt været konsulent i sektionen Grønne og innovative indkøb i Koncern Indkøb, og nu har jeg netop fået titel af bæredygtighedskonsulent og grøn koordinator på Rigshospitalet, Region Hovedstaden.

Hvad var din vej derhen?

Jeg har altid stukket lidt i mange retninger. Fx er jeg sproglig student og har en højere handelseksamen. Senere tog jeg matematik og kemi som enkeltfag, som jeg syntes var ret sjovt. Derfor faldt valget på bioanalytikeruddannelsen, som jeg så blev færdig fra i 2007. Jeg havde min sidste klinikperiode på Klinisk Biokemisk Afdeling, og her fik jeg også min første stilling. Jeg var vagtgående og tog blodprøver, EKG og arteriepunktur og blev relativt kort tid efter specialist i POCT-udstyr.

Jeg begyndte at arbejde på tværs af matriklerne i Aarhus forud for fusionen og flytningen til AUH, Skejby. I 2013 fik jeg en underviserstilling i klinisk biokemi på Rigshospitalet, hvor jeg arbejdede i næsten 10 år. Underviserstillingen har været meget alsidig, og jeg har haft arbejdsopgaver, som har involveret både forskning, ledelse, innovation og udviklingsopgaver.
Hvilke job og hvilken (efter)uddannelse førte dig den vej?

Jeg har det meste af en sundhedsfaglig diplomuddannelse fra VIA og KP. Jeg har taget mange forskellige kurser som fx IPLS (interprofessionel læring og samarbejde) og projektleder. Herudover har jeg en etårig Master of Medical Science with a major in Biomedical Laboratory Science fra Göteborg Universitet. Senest har jeg fået undervisning i livscyklusvurdering (LCA), som er den beregningsmetode, der anvendes til at angive CO2-udledningen.

Hvor er du på vej hen/hvad er dine drømme?

Jeg drømmer om et bæredygtigt sundhedsvæsen – både klimamæssigt og i forhold til medarbejdernes trivsel. Lige nu er jeg tovholder og projektleder på klimaindsatsen “Grønnere laboratorier og diagnostik”, der omfatter alle laboratoriespecialer.

Indsatsen er ejet og drives af Diagnostisk Center, Rigshospitalet, men rækker ud i hele Danmark, da Danske Regioner har udpeget området som “Lead” i sin strategi for grønnere hospitaler. Det, synes jeg, er rigtig spændende! Og jeg vil meget gerne høre fra alle, der arbejder med diagnostik og har idéer eller spørgsmål til grøn omstilling.

Jeg har fundet ud af, at en af de vigtigste erfaringer, jeg har gjort mig, er, at jeg stadig trækker på mit arbejde som basisbioanalytiker og forståelsen af sammenhænge på et hospital.

Min vej i faget

En serie, hvor bioanalytikere og laboranter beskriver deres vej til det sted i deres karriere, de er nået til.

Vil du fortælle om din vej i faget? Kontakt redaktionen, Anne Sophie Flach, asf@dbio.dk, tlf. 31 79 82 32.