"Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde med mennesker og så lå et ambulatorium lige til højrebenet"

Karriere kan se ud på mange måder, og der er mange veje i faget. I serien ”Min vej i faget” beskriver bioanalytikere og laboranter deres vej til det job, de har i dag. Denne gang med Søren Culmbach Lund fra Blodprøver og EKG, Kolding Sygehus.

Nyhed
Skrevet af
Anne Sophie Flach, fagbladsredaktør

Hvordan er du kommet til dit nuværende job?

I 2009 fik jeg sklerose og skulle i den forbindelse have taget en masse blodprøver. I venteværelset på Klinisk Biokemisk Ambulatorium lå der en mappe med påskriften ”Bliv bioanalytiker – vi har brug for dig”.

Søren Cumblach

I mappen var der beskrivelser af de seks forskellige laboratoriespecialer. Det fandt jeg virkelig spændende. Jeg havde ikke så meget idé om, hvad jeg skulle være på det tidspunkt, og så var der lige åbnet en ny bioanalytikeruddannelse i Esbjerg på UC Syd. Så jeg søgte ind og blev optaget.

Hvordan fik du jobbet?

Jeg begyndte i 2014 at arbejde på Kolding Sygehus som weekendhjælper med blodprøvetagning og EKG som hovedopgave. Mine nuværende ledere kendte mig derfor i forvejen og vidste, hvad jeg kunne. Jeg søgte et vikariat efter min studietid og blev ansat. Herefter blev vikariatet forlænget hos Blodprøver og EKG. I 2017 blev jeg fastansat samme sted.

Hvad var din vej derhen?

Jeg har altid godt kunnet lide at arbejde med mennesker og syntes, at valget med at arbejde i et klinisk biokemisk ambulatorium lå lige til højrebenet. Her har man nemlig mange korte patientkontakter. Det, synes jeg, er godt. Jeg har tidligere været en del på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling under bioanalytikeruddannelsen og skrev også min bachelor der. Det kunne jeg også godt lide, men jeg manglede dét at møde nye mennesker.

Hvilke job og hvilken (efter)uddannelse førte dig den vej?

Jeg er uddannet bioanalytiker på UC Syd i Esbjerg. Efter ansættelse hos Blodprøver og EKG på Kolding Sygehus har jeg fokuseret meget på det at kunne tage gode blodprøver, og så har jeg blandt andet kursus i at anvende ultralydsscanner. Dét at have været weekendhjælper i blodprøvetagningen giver mig også en faglig ballast i det daglige.

Hvor er du på vej hen/hvad er dine drømme?

Jeg har ikke de store planer for fremtiden og drømmer ikke om noget bestemt. Det skulle måske lige være om en stilling som ”akutbioanalytiker”, hvor jeg – ud over at tage almindelige veneprøver – også kunne lægge venflon og tage A-punktur.

Min vej i faget

En serie, hvor bioanalytikere og laboranter beskriver deres vej til det sted i deres karriere, de er nået til.

Vil du fortælle om din vej i faget? Kontakt redaktionen, Anne Sophie Flach, asf@dbio.dk, 31 79 82 32.

...

Særligt benyttede sider på dbio.dk