Dit medlemskab af dbio som leder

dbio er også fagforening for dig, som er bioanalytikerleder. I dbio finder du et fagligt fællesskab, en sparringspartner og en støtte, hvis du får brug for hjælp i forhold til din løn og ansættelse.

Schweizerkniv

Din stemme er vigtig i dbio, da du som leder har stor indflydelse på udviklingen i faget og professionen. Samtidig er dbio en fælles platform, hvor du og andre bioanalytikerledere kan dele viden, erfaringer og holdninger på tværs af arbejdspladser og sektorer. I kan bruge dbio til at udvikle nye tiltag i faget og som talerør til at løfte problemstillinger op på et højere niveau - om f.eks. diagnostik, sundhedsvæsenet, uddannelse, forskning, arbejdsmarked eller overenskomstforhandlinger. 

Lederrådet - ledernes stemme i dbio

Lederrådet er med til at sikre, at dine interesser varetages i dbio - og du kan blive medlem.

Lederrådet giver anbefalinger til dbio's indsats på ledelsesområdet og er bindeled mellem ledermedlemmerne og hovedbestyrelsen. Rådet arbejder med forskellige faglige og ledelsesmæssige emner, og det planlægger arrangementer for ledere.

Lederrådet udpeges for en 3-årig periode efter hver kongres, og det har otte medlemmer. Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller forslag, så kontakt gerne lederrådet. 

Find medlemmerne af dbio's lederråd.

Du kan også blive medlem af andre udvalg i dbio som f.eks. fagligt udvalg, regionsbestyrelsen og hovedbestyrelsen, og du kan være delegeret på dbio's kongres. 

Særlige tilbud til ledere

Hvert forår holder dbio et 2-dages Lederforum, hvor du kan få inspiration til din ledelsesrolle og styrke dit ledelsesnetværk. Der er også fokus på aktuelle emner, der rører sig i bioanalytikerfaget og professionen.

Om efteråret holder dbio en temadag for ledere og ledertalenter, og denne dag handler ofte om praktiske ledelsesværktøjer og -færdigheder.

Du kan også deltage i kurser om fysisk og psykisk arbejdsmiljø sammen med arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter, og dbio's regionsformænd inviterer ind imellem regionens ledere til fælles møder om aktuelle emner.

Din tillidsrepræsentant 

Som leder har du også en tillidsrepræsentant. Det er den lokale regionsformand i dbio.

dbio forhandler den overordnede overenskomst for ledere i regioner, staten og private virksomheder. Løn og tillæg forhandles dog lokalt, og ændringer i strukturer og titler kan få betydning for indplacering af løn. Derfor kan der være forskel på, hvad ledere på samme niveau tjener. Hvis du vil vide mere om lønniveauet i din region, så kontakt din regionsformand.

Find kontaktinformation på regionsformanden - og din tillidsrepræsentant - her:

Regionsformanden forhandler løn, og hvad der ellers kan forhandles om i din ansættelse, fridage til uddannelse osv. Du bør derfor kontakte regionsformanden, når du har fået tilbudt et nyt lederjob, så vi kan forhandle dine forhold sammen med dig. Og helst før du skriver under på kontrakten

Du kan kontakte regionsformanden med alle spørgsmål om din ansættelse - hvis du er indkaldt til tjenestelig samtale, er blevet afskediget, skal underskrive en ny ansættelseskontrakt ol. Du kan også kontakte dbio’s sekretariat efter aftale med din regionsformand.

Når du har brug for fortolkninger af overenskomster, arbejdstidsaftaler, opsigelse og andre regler, der vedrører dine medarbejdere ansættelse, forventer din arbejdsgiver, at du kontakter HR/personaleafdelingen på din arbejdsplads. På den måde følger du ledelsesstrengen.

dbio på begge sider

Nogle ledere oplever det som en interessekonflikt, at dbio hjælper både medarbejdere og ledere.

En gylden regel er, at dbio altid hjælper den person, der ”har noget i klemme”.

Derfor kan du være tryg ved, at hvis det er din stilling eller ansættelse, der er på spil, så er vi der og hjælper dig med at få den samme fair, ordentlige og saglige behandling, som din medarbejder får i samme situation.

Hvis du i den konkrete situation har et forbehold ved at kontakte din regionsformand, så kan du ringe til dbio’s sekretariat og få hjælp og sparring.

Din arbejdstid

Som leder er du ansat uden højeste arbejdstid. Det betyder, at du selv skal tilrettelægge din arbejdstid, men normen er stadig en arbejdsuge på 37 timer.

Måske kan du mærke et forventningspres om, at du som leder skal være på arbejde hele tiden. Det kan være godt at drøfte de forventninger med din chef og de andre ledere i din afdeling. Ledelse er en honningkrukke, som kan være svær at komme op af, da opgaverne både er spændende, givende og krævende. Men opgavelisten er uendelig, og ledere har også brug for et bæredygtigt arbejdsliv, hvor der for det meste er balance mellem belastning og ressourcer. 

Merarbejdsaftale
Som offentlig leder er du omfattet af "Aftale om godtgørelse for merarbejde til tjenestemænd uden højeste tjenestetid".

Det indebærer, at du kan indgå en merarbejdsaftale, hvis du forventer at blive pålagt midlertidigt arbejde, der går væsentligt ud over den normale arbejdstid. Der er en række betingelser, der skal være opfyldt for at kunne indgå en aftale. Merarbejdet skal f.eks. være af væsentligt omfang og sædvanligvis over en periode på mindst fire uger.

Det er vigtigt, at du gør din ledelse opmærksom, hvis du mener, dit merarbejde skal honoreres særligt, og at du kan beskrive grunde til og omfang af det forventede merarbejde. Hvis det ikke er aftalt, kan du ikke forvente at få afspadsering eller betaling for et stort skufferegnskab.

Du kan selv aftale vilkårene for merarbejde, eller din regionsformand kan hjælpe dig.

Din løn

Som leder aflønnes du ud fra stillingens indhold, ansvar og kompleksitet plus dine særlige kompetencer. Din løn forhandles efter overenskomst og aftale om lokal løndannelse, og dbio er din forhandlingsberettigede organisation. 

Her kan du læse mere om løn til ledere (kræver login): 

Din pension

PKA anbefaler, at man har en indkomst på 70-80% af ens løn på pensionstidspunktet. For at nå det skal man som en tommelfingerregel have indbetalt 18% af sin slutløn til pension.

For ledere, der er regionalt ansatte, er pensionsbidraget i dag fastsat til 16,59% i overenskomsten.  For ledere på det statslige område er pensionsbidraget fastsat til 18%. 

Mange bliver dog først leder midt i arbejdslivet, hvilket gør det svært at få pensionen til at matche lønnen i sidste del af arbejdslivet Det er derfor en god idé at kontakte PKA for at høre om din pension.

Kontakt PKA

Særligt benyttede sider på dbio.dk