OK24 går i gang: ”Jeg går efter højere løn og et fortsat godt arbejdsliv”

Med trepartsforhandlingerne overstået, er det nu tid til OK24. I denne uge er fagbevægelsens krav blevet udvekslet med arbejdsgiverne. Helt centralt er kravet om mere i løn: ”Jeg går efter højere løn, men vi skal også se på, hvordan bioanalytikerne fortsat har et godt arbejdsliv,” siger formand Martina Jürs.

Nyhed
Skrevet af
Tina Groth-Andersen, politisk konsulent og Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist
Martina 2021

"Jeg går efter en aftale, hvor lønnen bliver højere efter en tid med energikrise og høj inflation. Mælk og smør er steget for os alle, og nu skal de offentligt ansatte også mærke, at lønnen følger med," siger formand Martina Jürs. Foto: Lisbeth Holten

Forhandlingerne om en ny overenskomst for offentligt ansatte er i gang. Fredag blev kravene fra fagbevægelsen udvekslet med staten, kommuner og regioner, som også gav deres ønsker til fagforeningerne.

Formanden for Danske Bioanalytikere, Martina Jürs, forudser, at det bliver svære forhandlinger:

”Jeg går efter en aftale, hvor lønnen bliver højere efter en tid med energikrise og høj inflation. Mælk og smør er steget for os alle, og nu skal de offentligt ansatte også mærke, at lønnen følger med. Jeg håber også, at vi kommer i drøftelser med arbejdsgiverne om nogle af de andre emner, der optager bioanalytikerne - arbejdstid, arbejdsmiljø og et godt arbejdsliv,” siger Martina Jürs.

Bæredygtigt arbejdsliv har været overskriften på de seneste to overenskomstforhandlinger for Danske Bioanalytikere, og det er et vigtigt budskab, mener bioanalytikerformanden.

Et godt arbejdsliv fremover

”Der er risiko for, at vi får endnu større mangel på bioanalytikere i de kommende år, ikke mindst fordi de private arbejdsgivere trækker med højere lønninger og vagtfri stillinger, også derfor skal arbejdsgiverne forstå, at vi er nødt til at se på, hvordan bioanalytikerne også fremadrettet har et godt arbejdsliv. Og netop her har medlemmerne stillet rigtig mange krav,” siger Martina Jürs.

Arbejde aften, nat og weekend er et vilkår i sundhedsvæsnet, som holder åbent døgnet hele året, og hvor bioanalytikere står klar til prøvetagning og analysearbejde uanset tidspunktet. Et vilkår, som mange af dbio’s medlemmer anerkender, og derfor også har givet udtryk for bør honoreres bedre, senest i kravindsamlingen.

”Vagtarbejde er hårdt, og det skal medarbejderne kompenseres ekstra for. Og det skal vi også forhandle i ved OK24, fordi vagtillægget er en del af trepartsaftalen, men til præcis hvem og hvordan er ikke afgjort endnu. Vi ved bare, at det også gælder nogle bioanalytikere,” siger Martina Jürs.

Hvem forhandler?

  • Danske Bioanalytikere forhandler sammen med Forhandlingsfællesskabet og Sundhedskartellet i regionerne.
  • Forhandlingsfællesskabet forhandler med Danske Regioner, ved OK24 er det kun for fagforeningerne i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH). Akademikerne (AC) har denne gang valgt at stå udenfor forhandlingsaftalen.
  • Derudover forhandler Sundhedskartellet særlige krav, som vedrører sundhedsvæsnet og den fælles overenskomst dækker en række faggrupper herunder f.eks. sygeplejersker og bioanalytikere.
  • Sidst men ikke mindst forhandler Danske Bioanalytikere, hvis der kommer særlige krav kun rettet mod bioanalytikere og laboranter og de såkaldte organisationspuljer.

Organisationerne

  • Forhandlingsfællesskabet består af 50 fagforeninger og repræsenterer 556.700 ansatte i de 98 kommuner og de 5 regioner.
  • Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er paraplyorganisation for 65 medlemsorganisationer med 1,3 mio. medlemmer på det offentlige og private arbejdsmarked.
  • Sundhedskartellet består af otte forskellige fagforeninger, hvis medlemmer arbejder i sundhedsvæsnet. De otte organisationer er Dansk Sygeplejeråd, Danske Tandplejere, Danske Bioanalytikere, Danske Psykomotoriske Terapeuter, Farmakonomforeningen, Radiograf Rådet, Kost og Ernæringsforbundet, Danske Fodterapeuter. Fagforeningerne har tilsammen cirka 85.000 beskæftigede medlemmer i sundheds- og socialsektoren.

Særligt for staten

  • I staten forhandler Danske Bioanalytikere sammen med CO10 og CFU i staten.
  • Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) forhandler med Medarbejder- og kompetencestyrelsen under Finansministeriet. Centralorganisationen af 2010 (CO10) forhandler på vegne af 40.000 ansatte, blandt andet sygeplejersker, soldater, farmakonomer m.fl.
  • CFU forhandler for 110.910 ansatte i staten bl.a. politifolk, socialrådgivere, akademikere m.fl.
Kilde: Forhandlingsfællesskabet, Sundhedskarteller, FH, CFU, CO10 m.fl.
Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk