Neurofysiologi på OUH vinder pris: "Sindssygt dygtige og engagerede i deres arbejde"

dbio-studerendes pris for klinikophold er uddelt for første gang, og den går til Neurofysiologisk Afsnit på Odense Universitetshospital. En velargumenteret og personlig indstilling fra en bioanalytikerstuderende gjorde udslaget.

Studerende
Skrevet af
Charlotte Andreasen, konsulent
Neurofysiologisk Afsnit OUH dbio klinikpris 2023

Klinikprisen 2023 går til Neurofysiologisk Afsnit på Odense Universitetshospital.

"Jeg føler, personalet synes, at det er fedt at have mig med i rutinen, og de elsker at fortælle alt, hvad de ved om undersøgelserne med mere, hvilket giver mig endnu mere mod på at stille spørgsmål og indrømme, når jeg er helt lost," skriver Freja Tripsen Larsen blandt andet i sin indstilling af Neurofysiologisk Afsnit.

Freja Tripsen Larsen går på 6. semester på bioanalytikeruddannelsen på University College Lillebælt i Odense.

Studerendes udvalg i Danske Bioanalytikere valgte at følge Frejas indstilling, da hun gav gode og personlige eksempler på, hvad der har gjort klinikopholdet på Neurofysiologisk Afsnit til noget helt særligt. 

Noget helt særligt

  • "Fra dag ét er jeg blevet taget imod, som var jeg enhver anden kollega. Alle gør en dyd ud af at inddrage mig i det faglige såvel som det personlige. Der bliver spurgt ind til mig, mit liv, mine tanker om fremtidigt arbejde mm., og vores samtaler bliver husket."
  • "Min vejleder Ali fortjener ligeledes ros. Han har utroligt travlt med forskellige arbejdsopgaver samt at have styr på de studerendes forløb, men han har altid tid til en snak, at svare på spørgsmål, og så er han god til at skabe godt humør."
  • "Kollegerne er sindssygt dygtige til og engagerede i deres arbejde, men samtidig formår de at inddrage de studerende og gøre hver dag sjov, lærerig og spændende."
Kilde: Uddrag af indstilling af klinikopholdet på Neurofysiologisk Afsnit, OUH

    Uddannelsesopgaven er enormt vigtig

    Prisen blev overrakt af Katja Wienmann Bramm, næstformand i Danske Bioanalytikere, og to medlemmer af studerendes udvalg, Nicolai Niemand Studd og Rasmus Jeppesen.

    "Bioanalytikerstuderende vurderer deres klinikophold som det allervigtigste element i uddannelsen. Men selv om uddannelsesopgaven er enormt vigtig, så har sundhedsvæsenet ikke optimale rammer til at løse den – der mangler tid, plads og kolleger alle vegne", siger Katja Wienmann Bramm og fortsætter:

    "Derfor kræver det benhård prioritering at uddanne nye sundhedsprofessionelle, og alle skal løfte i flok, hvis vi skal lykkes godt med det. Derfor vil dbio gerne anerkende og hylde uddannelsessteder, der har gjort en særlig forskel for bioanalytikerstuderende."

    Med prisen følger 10.000 kr., som skal bruges på et arrangement eller kunstværk, der kommer hele afsnittet til gode. 

    Neurofysiologisk Afsnit OUH dbio klinikpris 2023 rev
    Neurofysiologisk Afsnit, OUH, samlet til overrækkelse af dbio-studerendes pris for klinikophold.
    Emne

    Særligt benyttede sider på dbio.dk