Lad fremtiden komme til sundhedsuddannelserne

Når fremtidens nyuddannede bioanalytikere, jordemødre og fysioterapeuter kommer ud på arbejdsmarkedet, er det til et sundhedsvæsen med flere ældre, mere avanceret teknologi og flere patienter med komplekse problemstillinger.

Nyhed

Af Niels C. Jensen, journalist

sigurdsgade_metropol_web
Bioanalytikeruddannelsen og en række andre uddannelser har brug for en opdatering. dbio er med i arbejdet. Foto: Professionshøjskolen Metropol

Uddannelses- og Forskningsministeriet igangsætter nu et udviklingsarbejde, der skal finde ud af, hvordan de sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser kan opdateres, så de studerende bliver endnu bedre rustet til arbejdet i fremtidens sundhedsvæsen.

Udviklingsarbejdet skal undersøge, hvordan uddannelserne kan blive endnu bedre og dermed bidrage til at indfri regeringens mål om bedre behandling og inddragelse af patienter, borgere og pårørende. Det kræver et tæt samarbejde mellem alle uddannelsesaktører.

Udviklingsarbejdet vil derfor foregå i tæt dialog med aktører fra både uddannelsesinstitutionerne og sundhedsvæsenet.

”Jeg er glad for at Uddannelses- og Forskningsministeriet har åbnet øjnene op for at dbio og de andre organisationer i Sundhedskartellet, har en masse viden og erfaring, som kan være med til at styrke sundhedsuddannelserne,” siger næstformand i dbio, Martina Jürs, som har arbejdet på, at dbio og de faglige organisationer generelt, skulle inddrages i regeringens varslede reform af professionsuddannelserne.

Uddannelsesfremsyn mod 2025

Udviklingsarbejdet bliver sat i gang ovenpå Uddannelses- og Forskningsministeriets rapport om uddannelsesfremsyn som peger på, at fremtidens sundhedspersonale blandt andet skal kunne samarbejde tværfagligt, forstå hver patients sygdom i en helhed og kunne tilpasse kommunikation og sundhedstilbud til hver enkelt patient.

Samtidig har Sundhedskartellet, som dbio er en del af sammen med 10 andre faglige organisationer, lavet en undersøgelse, som fastslår, at selvstændige og kritisk tænkende sundhedsprofessionelle er helt afgørende for et effektivt sundhedsvæsen.

Overordnet konkluderede rapporten fra Sundhedskartellet, at fremtidens sundhedsvæsen vil efterspørge sundhedsprofessionelle, der er i stand til at kombinere ny viden baseret på forskning med patienternes egne erfaringer, ønsker og behov for at opnå den bedste behandling til gavn for alle parter.

TRE NØGLEKOMPETENCER

​De tre mest betydningsfulde generiske kompetencer

  • At kunne kommunikere situationsbestemt tilpasset den enkelte borger eller patients behov, forudsætninger og ressourcer.

  • At kunne agere professionelt på tværs af organisatoriske, strukturelle og faglige siloer i sundhedssystemet i specialiserede og tværfaglige teams

  • At kunne opnå en professionel helhedsforståelse af den enkelte patients sygdomssammenhænge og sundhedsudfordringer

Kilde: New Insight A/S

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk