Klar udmelding forud for reformudspil: Dimensionering fremfor discount

Ti fagforeninger samt hovedorganisationen Akademikerne går nu ud med et fælles opråb forud for SVM-regeringens reformudspil på uddannelser. De faglige organisationer repræsenterer til sammen knap 900.000 lønmodtagere.

Pressemeddelelse
Martina 2021

SVM-regeringen fremlægger i morgen et reformudspil, hvor et af de forventede forslag er, at man vil halvere studietiden på flere kandidatuddannelser. Men det er en forringelse af universiteternes tilbud, hvor man risikerer i sidste ende at stå tilbage med et dårligere produkt, som hverken samfund eller erhvervsliv efterspørger.

I stedet ser de faglige organisationer hellere, at man udbyder færre pladser på de eksisterende lange universitetsuddannelser, så flere unge naturligt bliver ledt over i en erhvervs- eller professionsrettet uddannelse.

Derfor foreslår hovedorganisationen Akademikerne sammen med fagforeningerne HK, Dansk Sygeplejeråd, PROSA, Finansforbundet, Danske Tandplejere, Radiograf Rådet, Danske Bioanalytikere, Kost og Ernæringsforbundet, Dansk Socialrådgiverforening og Teknisk Landsforbund, at man i stedet for at forringe uddannelserne, finder en mere optimal dimensionering af nogle af de lange videregående uddannelser. Og så skal der fokuseres på at få flere til at vælge de korte og mellemlange videregående uddannelser.

Vi har ikke brug for færre bioanalytikere, så nej til etårig kandidat og ja til regulering via dimensionering
Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere

Den afledte effekt af dette vil være, at man opnår et større arbejdsudbud for færre midler, som i så fald kunne bruges andre steder i uddannelsessystemet.

"Vi risikerer, at de unge vælger de 3 ½-årige professionsbachelorer fra (mellemlang videregående uddannelse) for at få en lang videregående uddannelse på fire år. Vi har ikke brug for fx færre bioanalytikere, så nej til etårig kandidat og ja til regulering via dimensionering," siger formand for Danske Bioanalytikere, Martina Jürs.

Hovedorganisationen Akademikerne støtter også opråbet.

"Vi er yderst bekymrede over de konsekvenser, som regeringens planer for kandidatuddannelser får for uddannelseskvaliteten og deraf de unges fremtidsmuligheder på et arbejdsmarked, der ikke efterspørger ringere uddannede kandidater. Derfor bakker vi op om det fælles opråb," siger formand for Akademikerne, Lisbeth Lintz.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk