Karakterer drøner opad - her er skolen med årets højeste snit

I de seneste seks år er adgangskvotienten for at læse til bioanalytiker steget fra en karakter på 3,3 til 7,5. En imponerende højdespringer er University College Lillebælt, hvor karakter-gennemsnittet har bevæget sig fra 0 til 9,1 i samme periode.

Nyhed

Af Kirsten Gregers Jørgensen, journalist

Det er dygtige bioanalytiker-studerende, som til september møder op på de fem skoler rundt om i Danmark. Karaktererne hos ansøgerne til bioanalytiker-uddannelsen er nemlig braget i vejret de seneste seks år. På kvote 1 var adgangskvotienten i år på 7,5, mens den i 2010 blot var på 3,3.

Den absolutte karakter-højdespringer er University College Lillebælt. I 2010 var der ingen adgangskvotient, mens kravet for at blive optaget via kvote 1 i 2015 var en karakter på 9,1.

”Vi er selvfølgelig glade for den høje adgangskvotient. Når vi får dygtige teoretikere ind, kan de bedre favne det praktiske hurtigere,” siger studieleder Aino Elmegaard Larsen fra University College Lillebælt, der fortæller, at skolen også har oplevet højere karakterer i bachelor-projekter hos de studerende i takt med de stigende adgangskvotienter.

Adgangskvotient bioanalytiker skoler_kvote 1

Udviklingen i karakter-gennemsnittet 2010-2015 for at blive optaget på bioanalytiker-studiet via kvote 1 på de fem skoler. Kilde: KOT (Den Koordinerede Tilmelding). 

Lægge sig i selen

Aino Elmegaard Larsen har ikke en entydig forklaring på, hvorfor adgangskvotienten er steget så markant de seneste seks år. Men udover skolens geografiske placering midt i Danmark peger hun på, at man gør meget opmærksom på, at studiet er krævende, når potentielle ansøgere besøger uddannelsesmesser eller Åbent Hus-arrangementer.

”Vi spreder budskabet om, at man godt kan lægge sig i selen, for det er ikke et nemt studie. Selv om man måske har kemi C eller kemi B, siger vi til dem, at de altså roligt kan opgradere til A-niveau,” siger Aino Elmegaard Larsen.

Hun mener, at en anden forklaring på det generelt høje karakterniveau kan være, at de tekniske gymnasier de seneste år har indført teknik og naturvidenskabelige linjer, så de studerende får et mere målrettet fokus på faget.

Aino_Elmegaard_Larsen_-_studievejleder_UC_Lillebaelt_RED
Studieleder Aino Elmegaard Larsen fra University College Lillebælt er glad for skolens høje adgangskvotient for at blive optaget på bionalytiker-uddannelsen via kvote 1.

Differentieret undervisning

Når der kommer så mange dygtige studerende ind, stiller det også krav til undervisningen, mener Aino Elmegaard Larsen.

”Vi har netop talt om, vi skal begynde at differentiere undervisningen, for at vi kan tilbyde alle den bedste undervisning. Det er blevet mere tydeligt for os de seneste år, at der er en større spredning blandt de studerende på både det teoretiske niveau, og hvordan de lærer,” siger hun.

Frygter du ikke, at det kan give A- og B-hold?

”Jo, og det skal vi være dødhamrende opmærksomme på, for det skal vi ikke ud i. Men vi har blandt andet sidste år indført ekstra læringstilbud med tutorer, der hjælper studerende fra andre hold, og det er en kæmpe succes, som vi i år gentager med flere tutorer. De studerende er dermed tættere på hinanden og har mere dialog. Og jeg tror, at den inddragelse af de studerende på tværs af holdene gør, at vi ikke får et A- og B-hold.”

Samme kvote-fordeling

University College Lillebælt har 37 studiepladser; 65 % er optaget via kvote 1, og 35 % via kvote 2. Og den fordeling har skolen ikke tænkt sig at lave om på, selv om karakter-niveauet er steget.

”Jeg tror ikke, at det er godt kun at have kvote 1-ansøgere. På kvote 2 har de en anden baggrund og kan noget andet, og det giver en god dynamik på holdet. Det er også vigtigt at fastholde de studerende på uddannelsen, og det kan vi kun gøre, hvis vi også har et godt studiemiljø,” siger Aino Elmegaard Larsen, der fortæller, at skolen generelt har et lavt frafald i løbet af studiet på 11 % samt 0 % ledighed for nyuddannede.

LÆS OGSÅ: Laboratoriegulvet hitter blandt de unge

Adgangskvotient bioanalytiker kvote 1
I de seneste seks år er adgangskvotienten på kvote 1 for at læse til bioanalytiker steget fra en karakter på 3,3 til 7,5.
Kilde: KOT (Den Koordinerede Tilmelding).

Ansøgere med bioanalytikeruddannelsen som 1. prioritet. Vises grafikken ikke herunder så klik på linket: Karakterer drøner opad​En adgangskvotient er et tal, der fortæller, hvad det laveste gennemsnit var blandt de kvote-1-ansøgere, som kom ind på en given uddannelse.

Særligt benyttede sider på dbio.dk