Fagblad nr. 1 2023

Robusthedskommissionen er et af de initiativer, der overlevede folketingsvalget og dannelsen af en samlingsregering. Formålet med kommissionen, som blev nedsat sidste forår, er som bekendt at arbejde for at løse sundhedsvæsnets altoverskyggende hurdle; den desperate mangel på arbejdskraft. 

Den 26. januar var jeg inviteret med, da Robusthedskommissionen med formand Søren Brostrøm i spidsen afholdt stormøde i Kolding for en bred vifte af aktører og organisationer på sundhedsområdet.

Formålet var at samle input til det videre arbejde på baggrund af de fem indsatsområder, som kommissionen har udvalgt sig - nemlig “Uddannelse og kompetencer”, “Udenlandsk arbejdskraft”, “Arbejdsmiljø og fastholdelse”, “Fleksibilitet og effektiv opgaveløsning” samt “Teknologiske løsninger”. 

Her vil jeg gerne knytte et par bemærkninger til det andensidste punkt på listen; det har vi bioanalytikere efterhånden en solid erfaring med. Herunder lægges nemlig op til mere “fleksibel opgaveløsning mellem faggrupper og inddragelse af kortuddannede og andre personalegrupper – herunder også unge og ufaglærte.”

Som det er blevet beskrevet i dbio’s medier adskillige gange, varetages en stor del af de opgaver, der tidligere blev udført af bioanalytikere, i dag af ansatte med en anden uddannelsesbaggrund. Eller - nogle steder - af hurtigt oplærte blodprøvetagere, fx helt grønne fra gymnasiet. Eller fra brancher uden nogen tilknytning til sundhedsvæsnet.

dbio sidder med i en FH-baggrundsgruppe om Robusthedskommissionen, hvor vi naturligvis har gjort opmærksom på, at rekruttering af personale med meget snævre kompetencer har en alvorlig bagside; den strategi øger typisk vagtbelastningen for de uddannede og betyder mere ensidigt gentaget arbejde for alle parter, når opgaverne deles skarpere op.

Alt sammen noget, der går ud over arbejdsmiljøet og kan presse folk til at søge væk. Og dermed går en ordentlig del af fleksibilitets-gevinsten fløjten. De fleste bioanalytikerarbejdspladser kan sagtens absorbere et vist antal dygtige og dedikerede kolleger i den kategori, vi kalder “laboranter”.

Der er opgaver til dem, og mange er oplært over længere tid og forstår derfor fagets kompleksitet og praktik. Men lige nu går det mange steder simpelthen for stærkt, og der bruges uforholdsvis mange personaleressourcer på at oplære nyansatte fra scratch.

Faglighed og fleksibilitet skal balancere på en arbejdsplads. Hvis ikke det er tilfældet, flygter personalet, kvaliteten af arbejdet falder, og det risikerer at gå udover patientsikkerheden. Den pointe, håber jeg virkeligt, at Robusthedskommissionen forstår og husker at tage højde for.