Fagblad nr. 2 2024

Et vildt digebrud for en sejlivet dbio-dagsorden!

Omsider! Nu rykker fleksibiliteten ind i den offentlige sektor, ind i selveste sundhedssektoren, hvor skæve arbejdstider og rigide rulleplaner ellers ofte sætter sit trælse præg på arbejdsmiljøet og den enkelte medarbejders familie- og fritidsliv.

Der er hul igennem, og jeg
håber, at I kan bruge aftalen
til at få ønskerne for jeres
arbejds- og privatliv til at
hænge bedre sammen.
Martina Jürs, formand i Danske Bioanalytikere

Nu får også I mulighed for at opspare overarbejde, merarbejde og den 6. ferieuge for at kunne holde fri i en længere periode.

Ligesom det gælder på mange områder på det private arbejdsmarked. Med aftalen for OK24 er dbio nemlig kommet igennem med et krav, som vi gennem en hel række overenskomstforhandlinger – ihærdigt!
- har kæmpet for under bl.a. overskriften “timebank” eller “fritvalgsordning”.

Altså muligheden for at give bioanalytikerne større indflydelse på tilrettelæggelsen af deres arbejdsliv. Det er noget, som I ved kravindsamlingerne gennem årene har efterspurgt.

At fleksibilitet og indflydelse på sit arbejdsliv giver større trivsel og mindre sygefravær, er en sammenhæng, som flere undersøgelser har fastslået. Det er også en erfaring, de genkender på Blodprøver og Biokemi på Regionshospitalet i Gødstrup.

I artiklen her i dette nummer af fagbladet kan I læse om afdelingens rent ud sagt revolutionære model for at lade medarbejderne selv bestemme, hvornår de vil arbejde. Resultatet er, at der pt. ingen ubesatte stillinger er. I et speciale, som mange ellers forlader netop på grund af det vanvittige krydspres fra en stor vagtbyrde og mange vakante stillinger. Den onde spiral. 

Jeg kan ikke lægge skjul på, at jeg betragter det her som noget af et digebrud for en sejlivet dbio-dagsorden. Og det er faktisk ret vildt, at det er nu, at det er lykkedes at komme i gennem med det. Fleksibilitet til de ansatte er som bekendt langt fra arbejdsgiversidens favoritdisciplin; hellere mere af den slags til dem selv, mener de jo.

 Men vi er da heller ikke i mål endnu. Nu skal alt det praktiske forhandles på plads, ligesom nyt OK-projekt skal beskrive og analysere forskellige former for lokale og regionale modeller. Og så skal ordningen frem mod OK i 2026 løbende drøftes for at finde frem til måder, hvorpå aftalen evt. kan justeres og udvides og munde ud i en egentlig fritvalgsordning. 

Men der er hul igennem, og jeg håber, at I kan bruge aftalen til at få ønskerne for jeres arbejds- og privatliv til at hænge bedre sammen.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk