Fagblad nr. 4 2024

Vil wearables vende diagnostikken på hovedet?

Det kommer næppe bag på en eneste bioanalytiker, at fremtiden altid er i fuld gang. I rapporten “Bioanalytiker i beta”, som vi udgav i 2018, skitserede vi de nye udviklingstendenser, vi som profession stod over for.

Der står bare så meget “bioanalytiker” på de opgaver! Og flere af jer er allerede på.
Martina Jürs, formand i Danske Bioanalytikere

Dengang var horisonten 2025. Det er som bekendt lige om lidt, og vi ramte tydeligvis ret præcist:

Brugen af personligt, bærbart måleapparatur – wearables – er blevet noget nær en folkesag, sådan som vi forudsagde det i et afsnit om “den selvdiagnosticerende patient”.

Næste logiske skridt er, at de indsamlede informationer kan bruges i en direkte sundhedsfaglig sammenhæng. Hvorfor skulle de dog gå til spilde? MEN. Det vil kræve dels 1) at vi kan sikre kvaliteten af data – på tværs af brugere, sygdomskategorier og producenter. Dels 2) at der bliver udviklet et IT-system og en logistik, der kan samkøre data fra forskellige typer og fabrikater af apparatur. 

Der står bare så meget “bioanalytiker” på de opgaver! Og flere af jer er allerede på.  

Opmærksomme læsere af fagbladet bemærkede måske, at vi i sidste nummer præsenterede vinderne af årets Bachelorpriser. 1.-prisen blev netop givet til to studerende, der har udarbejdet “en standardiseret protokol til en omfattende evaluering af generering af hjertefrekvensdata og nøjagtighedsvurdering af smartwatches”.  

Og i dette nummer fortæller chefbioanalytiker Peter Böhm fra KBA på Rigshospitalet – begejstret - om sit arbejde i forskningsenheden WearIT. Her har gruppen sat sig for at knække nogle af de nødder, der helt sikkert skal knækkes, hvis visionen om mere brugergenereret sundhed skal komme sikkert op at flyve.

Udover kravet om ensartet og valid kvalitet ved brugen af de forskellige ure eller apps, er der også vigtige spørgsmål om sikkerhed og etik i spil; kan personfølsomme data ende de forkerte steder? Og hvad betyder det, hvis vi hele tiden bliver monitoreret? Eller nogle af os gør.

De nye teknologiske muligheder skal derfor også balanceres i forhold til dagsordenerne om ulighed i adgangen til sundhedstilbud samt nødvendigheden af prioriteringer i et presset sundhedsvæsen. Men måske kan hjemmeproducerede sundhedsdata lige præcist være med til at skabe større lighed, mere sundhed og spare ressourcer.

Peter Böhm mener da også, at diagnostikken nærmest vil kunne vendes på hovedet; i stedet for at tage udgangspunkt i et symptom, kan man med løbende indsamling af relevante sundhedsdata opfange en udvikling, inden den udtrykker sig som alvorlig sygdom. I det perspektiv kan indlæggelser, kostbare behandlinger og lange sygemeldinger formentlig undgås. 


Som sagt; vi er altid en profession i beta, og jeg er selv meget glad for mit eget smarte ur. 

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk