OK24: Kravindsamlingen er i gang

Medlemmer i regionerne kan indsende krav til de kommende overenskomstforhandlinger de næste uger. Formand Martina Jürs er spændt på at se kravene.

OK24
Skrevet af
Tina Groth-Andersen, politisk konsulent
Martina 2021

Mere i løn, mere i pension, bedre værn om arbejdstid – eller det hele? Hvad er vigtigst for dig, at vi tager med til forhandlingsbordet? Fra i dag kan medlemmer i regionerne indsende dine krav til forhandlinger om fornyelse af overenskomsten, OK24.

Med historisk høj inflation er løn et hovedkrav. Men dbio har også fokus på et fleksibelt og holdbart arbejdsliv og kompetenceudvikling:

Spændt på medlemmernes krav

”Vi har selvfølgelig fokus på løn, når vi går til forhandlingsbordet – især efter en tid med meget høj inflation og en lønstrukturkomité, der viser at kvindefag sakker bagud. Men som altid har vi også fokus på, at medlemmerne kan holde til et helt arbejdsliv – at fleksibilitet ikke kun er på arbejdsgivers præmisser," siger Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere, og fortsætter:

"Og så er vi nysgerrige på, hvordan vi kan indrette fremtidens arbejdsmarked, så hver enkelt kan tilpasse efter behovene gennem arbejdslivet. Nu er jeg spændt på at se kravene fra medlemmerne!”

Frist 6. september

I regionerne forhandler dbio sammen med Sundhedskartellet og Forhandlingsfællesskabet, og fristen for krav er onsdag den 6. september 2023.

Tillidsrepræsentanter kan indsamle og indsende krav fra arbejdspladsen. Alle tillidsrepræsentanter har modtaget en mail, hvor kravene kan indsendes. Overenskomsten for lederne skal også fornyes ved Ok24, så alle ledere i dbio har også modtaget en mail med link til at indsende krav, enten som gruppe eller enkeltperson.

Du kan også indsende krav som enkeltperson, hvis man ikke har en tillidsrepræsentant eller er en gruppe med særlige behov på tværs af TR-dækning, fx undervisere. Alle medlemmer har modtaget en mail med link til hjemmesiden, hvor kravene kan indsendes. Du kan også finde spørgeskemaet her på hjemmesiden.

Krav prioriteres i efteråret

Når dbio har modtaget kravene bliver de prioriteret i dbio’s Hovedbestyrelse, inden de sendes videre til Sundhedskartellet og Forhandlingsfællesskabet, hvor kravene også prioriteres.

På staten forhandler dbio sammen med CO10, hvor fristen er tidligere og derfor blev kravindsamlingen gennemført inden sommerferien.

Kravene sendes til Danske Regioner og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen inden jul og så forhandles der i starten af 2024.

Du kan se mere om kravindsamlingen her: OK24 kravindsamling | Danske Bioanalytikere - dbio

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk