Mønsterbryder: Flere vil være bioanalytiker

Der er kommet flere ansøgere til bioanalytikeruddannelsen siden 2018, og rekordmange i 2022, alt i mens de store velfærdsuddannelser får markant færre ansøgere.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør og journalist
ansogertal-2022-4

Det går kun en vej for bioanalytikeruddannelsen. Opad. Der er kommet flere ansøgere til uddannelsen siden 2018, og rekordmange i 2022, alt i mens de store velfærdsuddannelser er i krise og får færre ansøgere. Arkivfoto: Helle Arensbak

En katastrofe, krise, en bombe. Overskrifterne efter tirsdagens studietal var alvorlige. Færre vil læse de store velfærdsuddannelser til sygeplejerske, lærer, pædagog mv. Men bioanalytikeruddannelsen er undtagelsen, der bekræfter tendensen. Flere har søgt den sundhedsfaglige laboratorieuddannelse.

Faktisk har der været en støt stigning i antallet af ansøgere til bioanalytikerstudiet siden 2018. I 2022 har ikke færre end 779 personer søgt om at komme ind på en af de syv bioanalytikerskoler, og som noget nyt er det i 2022 muligt at læse til bioanalytiker på UCN i Hjørring.

Det er en rigtig god nyhed. Det er der slet ingen tvivl om. Vi ved, at der er rigtig stor brug for bioanalytikere, det kunne vi ikke mindst se under corona, og vi ved, at der er mangel på bioanalytikere.
Peter Møller Pedersen, uddannelsesdirektør på UCN

Den nye uddannelse i Nordjylland er kommet godt i gang og har modtaget 244 ansøgninger, heraf 100 som 1. prioritet.

"Det er en rigtig god nyhed. Det er der slet ingen tvivl om. Vi ved, at der er rigtig stor brug for bioanalytikere, det kunne vi ikke mindst se under corona, og vi ved, at der er mangel på bioanalytikere. Vi er rigtig tilfredse med, at det er blevet så stor en succes," siger Peter Møller Pedersen, der er uddannelsesdirektør på UCN til TV2 Nord.

Sundhedsuddannelser under pres

På landsplan har 7 procent flere søgt ind på bioanalytikeruddannelsen i forhold til 2021. Det generelle billede for sundhedsuddannelserne er lige modsat, uddannelsen til sygeplejerske har fået 28 procent færre ansøgninger, jordmoderuddannelsen 1o procent færre og medicinstudiet 9 procent færre end i 2021.

Uddannelsen til bioanalytiker er med andre ord blevet mønsterbryder i et ellers svært felt. Hvad det konkret skyldes, er svært at vide, men coronapandemien har været med til at vise bioanalytikernes og diagnostikkens centrale rolle i sundhedsvæsnet, samtidig har faget i en årrække formået at tiltrække en stor andel studerende med anden etnisk baggrund.

Ansøgere på sundhedsuddannelserne
  • Bioanalytiker: 779, + 7 pct. 
  • Medicin: 4.220, - 9 pct.
  • Sygeplejerske: 3.373, - 28 pct. 
  • Psykologi: 3.318, - 3 pct.
  • Socialrådgiver: 2.436, - 17 pct. 
  • Fysioterapeut: 1.609, - 15 pct.
  • Jordemoder: 801, - 10 pct.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet

Særligt benyttede sider på dbio.dk