Bioanalytikeruddannelsen går fri

Regeringen har besluttet, at der skal skæres ned på optaget på en række uddannelser, blandt andet laborant og en række humanistiske, men også naturvidenskabelige kandidatuddannelser.

Nyhed

Af Niels C. Jensen, journalist

bioanalytiker_unge
Kombinationen af praktik og teori er en af bioanalytikeruddannelsens styrker. Foto: dbio

Man skal ikke uddannes til ledighed lyder regeringens nye mantra, efter at de har besluttet at nedlægge knap 4000 studiepladser på studier, som historisk har vist sig at have høj ledighed.

Bioanalytikerfaget og videreuddannelserne inden for faggruppen går fri, og det glæder man sig over hos dbio, Danske Bioanalytikere.

”Ledigheden blandt bioanalytikere er lav, og der er stor brug for os både nu og fremover. Derfor bliver der ikke skåret på vores uddannelser, og det er rigtig fornuftigt,” siget Martina Jürs, der er næstformand i dbio.

Få arbejdsløse

Generelt set er professionsbacheloruddannelser gået fri af regeringens nedskæringer på antallet af studiepladser, fordi arbejdsløsheden efter endt uddannelse er relativt lav.

Den pointe har man også fanget hos professionshøjskolerne.

”Statistikkerne fortæller også, at arbejdsgiverne i stor udstrækning foretrækker at ansætte medarbejdere, der har en praksisrettet uddannelse på CV’et. Nogle af de uddannelser, der har allerlavest dimittendledighed, er således professionsbacheloruddannelserne til sygeplejerske, bioanalytiker, jordemoder og maskiningeniør. De har alle under ni procent ledige nyuddannede,” siger Harald Mikkelsen, der er rektor for VIA University College og formand for Danske Professionshøjskoler.

uddannelse til erhvervslivet

Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen forventes at komme med et udspil om erhvervsrettede uddannelser i efteråret, og i det mener professionshøjskolernes formand, at regeringen bør lægge vægt på, hvilke uddannelser, der uddanner til jobsikkerhed.

”Tilbagemeldingerne fra erhvervslivet er i høj grad, at professionshøjskolerne har en uddannelsesmodel, der virker for arbejdsmarkedet.  Min holdning er derfor, at professionsbacheloruddannelserne bør høste store stjerner i det udspil med fokus på erhvervsrelevante uddannelser, som uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen barsler med,” siger Harald Mikkelsen.

Det er man enige i hos Danske Bioanalytikere, men minder samtidig om, at man det er svært at spå om fremtiden, og man derfor også politisk skal have øjne åbne overfor, at historiske ledighedstal alene ikke skal være afgørende for fremtidens studiepladser.

”Vores samfund ændrer sig konstant, og forskellige professioner udvikler deres rolle og opgaver hele tiden. I fremtiden vil vi for eksempel se endnu flere bioanalytikere ude i kommunerne og i lægepraksis. Allerede nu er der mangel på bioanalytikere flere steder i landet, hvilket taler for flere studiepladser,” siger Martina Jürs.

Særligt benyttede sider på dbio.dk