BioRadio – podcast for bioanalytikere

På bioanalytikeruddannelsen i Næstved har man fået en god ide - radiopodcast til de studerende. 10-20 minutters fagligt input direkte ind i ørene.

Nyhed
Skrevet af
Niels C. Jensen, journalist
podcast_bioaradio_web

10-20 minutters fagligt input direkte ind i ørene. Podcast til bioanalytikerstuderende i Næstved er et hit. Foto: BioRadio på Facebook.

Emnerne i BioRadio, et nyt tiltag på bioanalytikeruddannelsen i Næstved, spænder vidt og har f.eks. været t-lymfocytten, det adaptive og innate immunforsvar, statistik og kloning. Alle podcasts er produceret af Kim Blanksø Pedersen og Katrine Balsløw Dester, der begge er undervisere på bioanalytikeruddannelsen på University College Sjælland.

”Podcast er en let tilgang til forskellige emner. En let introduktion, hvor de studerende også kan lytte til, hvordan underviserne bruger fagsproget. Og de studerende fortæller, at de glade for formatet og lidt mere afslappede form, hvor vi har mulighed for at inddrage anekdoter fra hverdagen,” siger Katrine Balsløw Dester.

”Et skidegodt medie”

BioRadio er oprindelig tænkt som et supplement til undervisningen, men andre interesserede er naturligvis også velkomne til at lytte.

”Jeg synes selv, at podcast er et skidegodt medie. Jeg bruger det selv til blandt andet nyheder, når jeg cykler eller sidder i toget. Og vores podcasts bliver hele tiden bedre, de første vi lavede var ret kedelige, hvor jeg bare holdt en enetale, men nu er det mere en samtale, som vi kender det fra andre gode podcasts,” siger Kim Blanksø Pedersen.

BioRadio er også på Facebook, og underviserne modtager meget gerne ideer til nye podcasts.

Emne