I Ukraine er de ansatte flyttet i sikkerhed på hospitalet sammen med patienterne
Procedurer og behandlingsmetoderne er de samme som i fredstid. Men krigen ændrer alt andet. De fleste medarbejdere er tvunget til at bo i kælderen på Instituttet for Medicinsk Radiologi og Onkologi i Kharkiv i Østukraine, og der mangler fødevarer, medicin og personale. Forskningen er næsten gået stå, men de behandler stadig kræftpatienter.
Medarbejderne og deres familier inklusive kæledyr er flyttet ind i kælderen på instituttet, hvor de er i relativ sikkerhed i forhold til i deres private hjem.
Krigen har ændret virkeligheden for sundhedsinstitutioner og hospitaler i Ukraine. Behovet for lægehjælp og behandling er steget ganske betragteligt, men den lægefaglige forskning er næsten gået i stå.
Årsagen er simpel. Forskere er, ligesom andre indbyggere, tvunget til at gemme sig, når deres hjem bliver beskudt. Nogle flytter til andre steder, andre flygter til mere rolige områder.
Det er situationen lige nu i Kharkiv i det østlige Ukraine. En by, som bliver beskudt af russiske tropper både dag og nat.
Fagbladets reporter har besøgt Instituttet for Medicinsk Radiologi og Onkologi i Kharkiv i det østlige Ukraine.
Flygter fra skyderi og bomber
Instituttet for Medicinsk Radiologi og Onkologi er forskningsinstitution og hospital i ét, her udfører forskere videnskabeligt arbejde og behandler patienter sammen med læger og sundhedsfaglige medarbejdere. Det er også stedet, hvor man udvikler nye former for behandling af kræft.
Før krigen var instituttet et af de mest berømte på sit felt i Ukraine. Det er det sådan set stadig, men omfanget af både forskning og behandling er faldet væsentligt.
Hovedårsagen til dette er ifølge lederen af instituttet, Mykola Krasnoselskyi, manglen på medarbejdere, som har forladt byen og er rejst til den vestlige del af landet.
”Medarbejderne har forladt deres hjem for at komme til et sted, hvor det at blive skudt på ikke er hverdag. Et sted, hvor man ikke risikerer livet ved bare at gå igennem byen,” fortæller Mykola Krasnoselskyi.
Mykola Krasnoselskyi er ikke alene leder af instituttet, han opererer også mange af patienterne på hospitalet. Opgaven kender han heldigvis til fra tidligere, hvor han arbejdede som kirurg og var chefkirurg i Kharkiv-regionen.
Han hjælper desuden til som kirurg på andre hospitaler i området, fordi der overalt er stor mangel på læger.
Den travle institutleder er da også meget svær at få fat i. Når man forsøger at ringe til ham, får man oftest en sms tilbage med teksten:
”M.K. er på operationsstuen. Når han er færdig, ringer han tilbage.”
Medarbejdere og deres familier bor i kælderen
De medarbejdere, der ikke er flygtet, venter på direktøren hjemme på instituttet. Næsten alle de tilbageværende er nemlig flyttet ind på instituttet sammen med deres familier, børn og kæledyr.
Det er mere sikkert at bo her end hjemme, fordi instituttet har sørget for at gøre beskyttelsesrummene klar på forhånd. Faktisk var de klar, allerede inden krigen brød ud, da man på instituttet opbevarer radioaktivt materiale, som skal opbevares sikkert under jorden.
Der er også stadig patienter på instituttet, selvom der ikke er så mange som i fredstid, men behandlingen af dem, der er tilbage, fortsætter.
Arbejdet i hospitalslaboratoriet fortsætter også. Serhii Artiukh arbejder på Instituttet for Medicinsk Radiologi og Onkologi som forskningskoordinator, han har en kandidatgrad i sundhedsvidenskab og arbejder i forskningsgruppen, som beskæftiger sig med strålingsterapi.
Serhii Artiukh forklarer, at instituttet undersøger og behandler patienter med kræft, selvom der er udfordringer med mangel på personale, medicin og fødevarer. I alt 53 patienter var indlagt, da fagbladets udsendte var på besøg. Patienterne har gennemgået kemoterapi, og der er planlagt operationer.
”Teknisk set har vores arbejde ikke ændret sig. Al forskning, alle procedurer og alle metoder til behandling er de samme som i fredstid,” siger han og fortsætter:
”Men situationen har ændret sig. De fleste af os medarbejdere er tvunget til at bo på arbejdet. Det er sværere at skaffe materialer, medicin og mad. Takket være frivillige har instituttet det meste af det, vi har brug for, men det skifter fra dag til dag.”
Mangel på blod
En af de ting, instituttet mangler, er blod, som bruges i forbindelse med behandlingen af patienterne. For selvom folk stadig donerer blod, er der ikke nok, og det er der mange grunde til.
Der er meget få chauffører til at transportere blodet fra donorerne til hospitalet, og donorerne tør ikke bevæge sig ud, fordi de er bange for at blive beskudt. Den regionale blodbank i Kharkiv er tidligere blevet beskudt, og der var personer, som kom til skade.
På Instituttet for Medicinsk Radiologi og Onkologi frygter man også, at vigtig infrastruktur bliver ødelagt, altså at vand og strøm bliver afbrudt. Hvis det skulle ske, vil det umuliggøre arbejdet på instituttet, og derfor beder medarbejderne – helt bogstaveligt – for forsyningsmedarbejderne, som er med til at gøre deres arbejde for patienterne muligt.
Arbejdet for og med de syge og dårlige patienter er det, der holder de tilbageværende medarbejdere i gang.
Mens de arbejder på instituttet, arbejder deres fagfæller på militærhospitalerne, hvor de sårede og tilskadekomne bliver bragt ind hver dag, også russiske soldater bliver behandlet der. Instituttet for Medicinsk Radiologi og Onkologi behandler hverken soldater eller krigsfanger.
Fagbladet har igennem et internationalt netværk af journalister kaldet Global Investigative Journalism Network fået kontakt med en gruppe af ukrainske kommunikations- og mediefolk, som har videreformidlet kontakt til en freelancejournalist i byen Kharkiv, der ligger i det østlige Ukraine.
Opgaven var at få beskrevet, hvordan hverdagen er for sundhedsansatte i Ukraine, mens krigen raser.
Artiklen er oprindelig skrevet på ukrainsk, hvorefter en lokal tolk har oversat den til engelsk, dernæst har redaktionen oversat den til dansk.
Artiklen er skrevet medio marts 2022.
