Tænketanken 3T skaber arbejdslyst og trivsel

Trivsels-Tænke-Tanken har været en succes, som kan læses i ansigterne på de bioanalytikere, som har deltaget. De bruger ord som ”glæde”, ”lykke”, ”sjov” og ”kendskab”, når de skal fortælle, hvordan sådan en Tænketank fungerer. Et koncept, som nu modtager dbio’s Arbejdsmiljøpris.

Nyhed
Skrevet af
Iben Danielsen, freelancejournalist
Tænketanken 3T

“Jeg synes, jeg har fået en stemme gennem 3T, en direkte stemme til ledelsen. For når ens ide straks får reaktioner og resultater, så gør man gerne en ekstra indsats,” siger Alaa Ahmad, fagansvarlig bioanalytiker på Rigshospitalet. Foto: Lizette Kabré

Den sidste tirsdag i måneden er der lagt op til Trivsels-Tænke-Tank på fjerde sal i Teilumbygningen, Rigshospitalets Afdeling for Patologi. Det er bioanalytikere og laboranter fra de 5 team, som mødes med deres arbejdsmiljørepræsentanter for at sætte nye tanker om trivsel i gang. Hver deltager har en solskinshistorie med fra sin afdeling.

Sammen skal de på mødet prioritere to nye trivselsideer, realistiske og ambitiøse ideer, som præsenteres for ledelsen. Ledelsen har så forpligtet sig til at reagere og komme med begrundet svar på ideerne inden for to dage. Sådan har det været siden maj 2022, og det har været en succes, som kan læses i ansigterne på de bioanalytikere, der har deltaget i Trivsels-Tænke-Tanken.

De bruger ord som “glæde”, “lykke”, “sjov” og “kendskab”, når de fortæller, hvordan sådan en tænketank fungerer.

“Det er fantastisk at høre på, hvad det har sat i gang. Vi har jo ligesom så mange andre rygende travlt i hverdagen. Vi er under tidspres. Der er en stærk risiko for, at det hele bliver drift. For at sikre arbejdslyst skal der altså også arbejdes med trivsel, det faglige og det sociale. Det her projekt er en investering, som vi prioriterer sammen med andre udviklingstiltag. Det handler i sidste ende også om at styrke relationer og udvikle kompetencer i et fag, der hele tiden udvikler sig. Vi har også fokus på forskningsmuligheder i vores eget fagområde. Tænketanken styrker både faglighed og det sociale ved at gå på arbejde,” fortæller chefbioanalytiker og en af initiativtagerne til Trivsels-Tænke-Tanken Majbritt Wagner-Eckert.

Anerkendelse og kendskab

En solskinshistorie kan være umiddelbart lille og handle om smil, latter, vidensdeling eller en god kollega. Solskinshistorien kan også være en anerkendende mail fra en læge, som roser de prøver, han har modtaget til sin diagnostik fra laboratoriet. Og så er det boblet op med ideer ved Trivsels-Tænke-Tankens andet hovedpunkt.

En af de første ideer, som kom frem, var behovet for at få sat ord på og forstå den indsats, som hver af afdelingens godt 120 bioanalytikere og laboranter leverer. Der var behov for en bredere forståelse for analysernes bidrag til diagnoser.

“Vi fik blandt andet indblik i en case om en kvindelig patient. Hun var 69 år og skulle udredes for kræft i livmoderen. Lægen fortalte, hvorfor de havde bedt os om ekstra analyse, og hvordan vores analyseresultat havde betydning for den endelige diagnose. Normalt ved vi end ikke, hvilken kræftform prøverne eventuelt indeholder, når vi udfører vores analyser. Vi fik også en god dialog om makrokassetter, som nogle gange kan opleves som besværlige i laboratoriet. Med den case fik vi indblik i, hvor godt et redskab lægerne synes, de fik fra vores makrokassetter, og hvordan det kunne fremme deres diagnostik,” fortæller bioanalytiker Elin Dahms Kønig.

Tænketanken 3T

Ønsket om jobswop

Majbritt Wagner-Eckert tilføjer:

“Vi arbejder jo med mange sjældne sygdomme her på Rigshospitalet. Vi er højt specialiserede og kan noget unikt, og vi udfordres fagligt. Men til forskel fra en del andre arbejdspladser her, så har vi normalt ikke kontakt med de kliniske læger. Jeg har nu aftaler med hver af de 11 lægeteam og molekylærteamet, som vi leverer analyser til. De vil på skift hver måned fremlægge cases for laboratoriet. De første sager, vi har fået fremlagt, har bidraget til dette. Det handler jo om at styrke vores faglige stolthed og om at levere et godt stykke arbejde, der gør en forskel.”

Lige nu glæder de første Trivsels-Tænke-Tank-deltagere sig til 2023, hvor der etableres jobswop, som er en anden trivselside fra tænketanken. Ledelsen vil sammen med 3T-deltagerne og tillidsvalgte udstykke rammerne for jobswop.

“Det kunne være så fedt at kende mere til, hvad de andre team arbejder med. Vi lærer hinanden bedre at kende og er interesserede i at følge kollegaer i deres arbejde og måske samarbejde med andre team på udvalgte opgaver,” siger arbejdsmiljørepræsentant og bioanalytiker Mona Ali.

Idebank for bedre trivsel

“Vi havde også en ide om at få nye stole i kaffestuen. De nye møbler er sat på budgettet for 2023. Det har allerede resulteret i, at flere har gjort en indsats for at holde kaffestuen ren og i orden, så man gider være der. Det har også gjort meget for vores team på tværs,” siger laborant Lumnije Rustemi.

Endnu en ide, som blev fremlagt for ledelsen fra Trivsels-Tænke-Tanken, var behovet for massage på arbejdspladsen.

“Der var gode argumenter for at få knyttet en massør til vores afdeling. Vi har stillesiddende job og mange gentagne bevægelser. Der er behov for at løsne op for skuldre og arme med massage. Jeg har kontaktet andre virksomheder for at høre deres erfaringer. Vi er ved at finde rammerne for en forsøgsperiode. For vi kan lægge arbejdstid til, men de enkelte må selv betale for massagen. Vi skal have et sikkert system, som vil fungere og forpligte både ansatte og massøren,” siger Majbritt Wagner-Eckert.

Det er en luksus at være med

Der er kommet flere ideer frem. De tillidsvalgte, der er tovholdere på møderne, har samlet dem i en lille sort bog. Arbejdsmiljørepræsentant Camilla Borring Lentz har siddet med ved møderne i 3T og glæder sig til at se flere ideer udmønte sig til nye tiltag.

“Jeg tror, en af fordelene er, at det er et lille forum, så alle kan komme til orde. Og de tager ansvaret på sig og vender tilbage til deres team for at præsentere, hvad der kom frem ved møderne.”

Tænketanken 3T

Anne Solhøj er fagansvarlig bioanalytiker:

“Mange af os har det sådan, at det er en luksus at være med her. Tænk, vi sidder og snakker på tværs om det faglige, ja, om alt det andet, der skal til for at forstå og få glæde af hinanden. Vi har stadig travlt, men på en anden måde.” “Jeg synes, jeg har fået en stemme gennem 3T, en direkte stemme til ledelsen. For når ens ide straks får reaktioner og resultater, så gør man gerne en ekstra indsats,” siger Alaa Ahmad, fagansvarlig bioanalytiker.

Solskin, trivsel og succeshistorier. Der er naturligvis medarbejdere på Afdelingen for Patologi, som synes, at det er noget pjat med en Trivsels-Tænke-Tank.

“Det er helt fint. Der skal også være plads til dem, der synes, at de passer deres arbejde og ikke har lyst til at engagere sig yderligere. Men det sociale smitter nu af på de fleste,” siger Majbritt Wagner-Eckert.

På arbejdslyst-summit

For Majbritt Wagner-Eckert begyndte det hele i Covid-sommeren hjemme foran computeren. Det var et orange banner med en smiley-mund og titlen ”Arbejdslyst Alliancen”, der fangede hende. Og så handlede det om det, som stod hende nært på arbejdspladsen; arbejdslyst og trivsel over for alt for kendte begreber som arbejdspres, stress og underbemanding.

Alliancen indbød modige ledere til et summit om arbejdsglæde. “Jeg ringede op til min kollega, cheflæge Jane Preuss Hasselby, og spurgte hende, om ikke hun mente, at vi var de modige, og der var ingen tvivl. Efter summit meldte vi os til den efterfølgende Arbejdslyst-arena. Her deltog overbioanalytikerne Mette Koefoed Bertelsen og Sanni Pedersen og jeg. Det var os tre, der fødte Trivsels-Tænke-Tanken,” siger Majbritt Wagner-Eckert.

Ny og bedre onboarding

“Arbejdslyst Alliancens arena, som bygger på store virksomhedsledererfaringer og faciliteres af Next Step, var fantastisk. Alt syntes muligt. Alle tanker blev vendt og drejet med fantastisk sparring til følge. Da vi var igennem første arena, havde vi allerede et projekt klar, nemlig den store arbejdsmiljø- og ledelsesopgave, onboarding på en ny måde,” siger overbioanalytiker Sanni Pedersen.

Det, afdelingen hidtil havde sloges med, var genopretning af underbemanding og dermed hele tiden nye medarbejdere, som blev rekrutteret. Inden for det seneste år var der kommet tyve nye bioanalytikere.

“Vi udbyggede vores mentorordning for at sikre et godt arbejdsmiljø. Vi fik åbnet for yderligere sparring med erfarne kollegaer med to trivselsambassadører i hvert team. Det har introduceret vores arbejdsplads på en god måde,” siger Sanni Pedersen.

“Det med trivselsambassdører var supergodt. Jeg har været her i et år og blev mødt af mentorordningen. Nu har jeg selv meldt mig som trivselsambassadør. Det betyder, at jeg kan bidrage socialt og fagligt i forhold til mine nye kollegaer. Jeg elsker det her projektkoncept,” siger laborant Lumnije Rustemi.

Ved afslutningen af Arbejdslyst-arenaens forløb med masser af sparring og tanker var det tid til next step, og det blev Trivsels-Tænke-Tanken. Et koncept, som nu modtager dbio’s Arbejdsmiljøpris.

Tænketanken 3T

Det sætter sig spor

“Det er på bare et år blevet en anderledes arbejdsplads, en mere samlende og kommunikerende arbejdsplads. På Kulturnatten i år blev en række af de ansatte her og viste rundt. Det var helt frivilligt.

De har også taget initiativ til kreadage med strikketøj efter arbejdstid, og der har for nylig være filmaften i mødelokalet med ’Riget’ på skærmen og popcorn. Jeg er som leder glad, når jeg går på arbejde. Vores fokus på at skabe arbejdslyst oplever jeg sætter sig spor så mange steder,” siger chefbioanalytiker og medinitiativtager til Trivsels-Tænke-Tanken Majbritt Wagner-Eckert.

Særligt benyttede sider på dbio.dk