Strejke afblæst - ny overenskomst indgået på Færøerne

Efter lange forhandlinger og hjælp fra Forligsmanden, er der nu en ny overenskomst mellem Færøske Bioanalytikere og Det Færøske Landsting. Den er et skridt på vejen mod en mere ensartet løn for sundhedspersonale på Færøerne.

Færøerne
Skrevet af
Helene Højgaard, konsulent
Landssjúkrahúsið (LS) is the National Hospital in the Faroe Islands

Bioanalytikerne på Færøerne har nu en ny overenskomst der gælder frem til januar 2023, efter lange og svære forhandlinger. Pressefoto

Færøske Bioanalytikere og Det Færøske Landsting er blevet enige om en 2-årig aftale, med en samlet lønramme på 5,64 procent efter en langvarig forhandlingsproces, der har straks sig helt fra foråret. Den nye overenskomst gælder frem til januar 2023.

Svære og lange forhandlinger

Når forhandlingerne blev svære, skyldes det ikke mindst, at bl.a. sygeplejersker og jordemødre gradvist har fået højere løn siden år 2015, uden at bioanalytikernes løn er fulgt tilsvarende med.

Det kan bl.a. hænge sammen med, at hver faggruppe/organisation forhandler hver for sig med arbejdsgiver, hvorfor der kan ske uhensigtsmæssige skred i lønniveauerne mellem faggrupperne.

Dette har naturligvis været en helt uholdbar situation for de færøske bioanalytikere og er også årsagen til, at forhandlingssituationen blev så tilspidset og strejke blandt de færøske bioanalytikere kunne være blevet en realitet.

Mere ensartet lønskala

Forliget er et skridt på vejen mod en mere ensartet lønskala for det færøske sundhedspersonale. Samtidig gav forliget de ledende bioanalytikere rimelige lønstigninger, der i højere grad matcher deres kolleger fra andre sammenlignelige faggrupper.

Frem mod OK23

Uanset at forliget ikke bringer de færøske basisbioanalytikere helt op på samme lønniveau som sygeplejerskerne, er de med forliget på rette vej. Samtidig har forhandlingerne vist, at det i denne omgang kunne betale sig at inddrage forligsmanden i et forsøg på at nå til enighed.

Der er dog fortsat lidt vej mod målet om et ensartet niveau på gundlønsskalaen, og derfor håber Færøske Bioanalytikere på, at den sidste del af løngabet kan udlignes i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2023.

Færøske Bioanalytikere

De ca. 40 bioanalytikere, der er ansat på Færøerne, er medlemmer af Færøske Bioanalytikere, som er en selvstændig organisering under Danske Bioanalytikere.

Overenskomsten forhandles lokalt, men dbio inddrages ved uenigheder eller tvister. Medlemmerne på Færøerne betaler samme kontingent som alle danske medlemmer til dbio, hvoraf nogle af pengene sendes retur som tilskud til det lokale arbejde på Færøerne.

...

Særligt benyttede sider på dbio.dk