Søg penge til at forebygge vold på hospitalet

Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse tilbyder nu en ny pakke kaldet ”Få styr på volden”, som er målrettet hospitalsafdelinger. Et vigtigt tiltag, mener dbio.

Nyhed

Af Niels C. Jensen, journalist 

voldogtrusler_web

Vold og trusler om vold er et problem for personalet i sundhedssektoren, derfor gør man en indsats for at forebygge problemet. Foto: Colourbox

Sundhedspersonale oplever i stigende grad vold og trusler om vold i deres arbejde. Blandt bioanalytikere har 15 procent med patientkontakt oplevet vold og/eller trusler om vold, viser dbio's arbejdsmiljøundersøgelse fra 2013.

Derfor har man fokus på at forebygge vold og trusler på hospitalerne, både i regionerne og i dbio, som afholder temadage om emnet for ledere, tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter i januar 2015.

”Vold og trusler om vold er ikke noget, vi på nogen måde skal tolerere. Derfor er vi i dbio meget optaget af forebygge problemet,” siger Camilla Bjerre, der er næstformand i dbio.

Gratis for arbejdsgiver

Lige nu findes der en ekstra god mulighed for at styrke netop hospitalsafdelinger i forhold til vold og trusler om vold. Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse tilbyder netop nu forebyggelsespakke, som fører personalet gennem et forløb, der kan styrke rutinerne omkring både forebyggelse og håndtering af vold og trusler om vold i afdelingen.

Pakken indeholder en drejebog for hele forløbet, økonomisk støtte til lønkompensation og en
ekstern konsulent, der kan undervise i forebyggelse af vold på arbejdspladsen.

”Jeg opfordrer bioanalytikerne til at søge fonden, fordi det er afgørende, vi får udviklet nogle arbejdsgange, som gør, at vi undgår vold og trusler om vold,” siger Camilla Bjerre.

Fristen for at søge forebyggelsespakken til hospitalerne er 15. december 2014.

Særligt benyttede sider på dbio.dk