Laboratorie på Aarhus Universitetshospital smider mindre plastik ud

Laboratoriet for Blodsygdomme på Aarhus Universitetshospital har undersøgt, hvordan bæredygtighed kan integreres i kerneopgaven. Det har blandt andet udmøntet sig i, at afdelingen nu bruger mindre engangsplastik og sorterer plastikaffald til genanvendelse.

En grøn ide
Skrevet af
Niels C. Jensen, digital redaktør
medarb_laboratorium_blodsygdomme

På årsplan har Laboratoriet for Blodsygdomme blandt andet indsamlet 114,4 kg PP plast til genanvendelse ved at indsamle genbrugsplast. Foto: Region Midtjylland

Siden foråret 2020 har Laboratoriet for Blodsygdomme på Aarhus Universitetshospital arbejdet med få bæredygtighed ind i kerneopgaven. Et projekt kaldet ”Arbejd med omtanke” skulle se på genanvendelse af transportemballage, reducering af klinisk risikoaffald og plastsortering til genbrug. 

Og ifølge Region Midtjylland lykkedes er det lykkedes afdelingen at nedsætte brugen af engangsplast ved at droppe plastikposer til transport af prøver og engangskrus. Derudover er man gået i gang med at sortere plastaffald til genanvendelse, som pt. sker som del af et pilotprojekt på Aarhus Universitetshospital.

Hvad grønt har de gjort?

På årsplan har Laboratoriet for Blodsygdomme sparet:

  • 2000 stk. plastikposer til transport af prøver ved at benytte plastikkurve, som kan genbruges
  • 114,4 kg PP plast ved at indsamle genbrugsplast
  • 6600 stk. engangsplastikkrus ved at benytte flergangs bæredygtige krus i BPA fri polycarbonat
  • 500 meter lejepapir svarende til 6 ruller lejepapir ved gennemgang af rutiner.
Kilde: Region Midtjylland

Region Midtjylland forventes primo 2022, at vedtage en regional affaldsplan, der definerer hvordan regionen, herunder Aarhus Universitetshospital skal sortere affald.

Flere initiativer på vej

Laboratoriet for Blodsygdomme har blandt andet også kortlagt mængderne af flamingoaffald og køleelementer. Men trods stort forbrug har man ikke kunnet finde aftagere af dette affald endnu, men regionen i gang med at undersøge mulighederne via Upcycling Forum.

Afdelingen har desuden udarbejdet en simpel guide til, hvordan man går i gang med sortering af plastikaffald i laboratorier. En guide, som gerne skulle hjælpe andre i gang med en mere bæredygtig laboratoriedrift. Og Laboratoriet for Blodsygdomme vil også have fokus på bæredygtighed fremover, fremgår det af projektrapporten:

”Vi har fortsat fokus på bæredygtighed i det daglige arbejde i laboratoriet. Vi vil gerne fortsætte det, vi har igangsat, plus udvikle nye initiativer.”

En grøn ide: Artikelserie med konkrete ideer og tiltag til, hvordan bioanalytikere og laboranter kan være med til at gøre verden lidt mere grøn, eller i hvert fald lidt mindre sort. Skriv til journalist Niels C. Jensen, ncj@dbio.dk, hvis du har en grøn ide. De allerbedste ideer er konkrete lavpraktiske tiltag, som andre kan lære af og bruge på deres egen arbejdsplads.
Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk