For og imod - sporing eller overvågning

​Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør

Bert, er du modstander eller fortaler for elektronisk sporing af medarbejdere?

BERT ASBILD: I udgangspunktet er jeg modstander. Jeg er så bange for, at de informationer, man kan hente ind ved sådan en sporing, kan misbruges. Jeg er dog helt bevidst om, at der i en dagligdag på et hospital vil være situationer, hvor et sådant sporingsinstrument er til gavn, men hvis det skal tages i brug, skal der laves nogle aftaler – et regelsæt – mellem ledere og medarbejdere.

Medarbejderne skal vide, hvad overvågningen skal bruges til, og også hvad den ikke skal bruges til. Hvis en sådan sporing kommer patienten til gavn, vil jeg ikke erklære mig som modstander, men det er alle de informationer, der kan trækkes ud af sporingsdata, fx om tilstedeværelse og tidsforbrug på en opgave, som bekymrer mig.

METTE THOMSEN: Vi skal passe på med at bruge ordet overvågning i den her forbindelse. Det, det handler om, og som vi også kalder det her hos os, er sporing brugt som et arbejdsredskab. Hvor er den medarbejder henne, som hurtigst muligt kan hjælpe en patient?

Allerede i 2013 udarbejdede vi i regionen retningslinjer for, hvordan sporing må bruges, politikken var oppe igen i 2016 og nu igen i februar 2017. De regler siger, at i den form for sporing, hvor man fx finder ud af, hvor den nærmeste bioanalytiker til at tage en blodprøve er, der bliver data ikke gemt. De slettes af loggen, umiddelbart efter at opgaven er udført.

Hvis en arbejdsplads eller et projekt i Midtjylland ønsker at gemme data, skal det både igennem det lokale MED-udvalg, gennem hoved-MED-udvalg og regions-MED-udvalg. Det står i retningslinjerne. Jeg tænker, at der ligger en sikkerhed i, at det skal helt op i det øverste MED-udvalg, hvis man vil gemme data. Så derfor er jeg ikke så bekymret. Grunden til, at jeg også ser positivt på sporing, er meldingerne fra de mobile bioanalytikere. De er trygge ved, at man kan se, hvor deres biler er henne, og om de fx har holdt længe på en enkelt adresse.

BERT ASBILD: At der er lavet retningslinjer, og at ændringer skal i både lokal MED, virksomheds-MED og regions-MED, det gør mig tryg. Men er det alle bioanalytikere, der skal udstyres med sådan en chip, eller er det funktionsbestemt? Jeg synes, det er vigtigt, at det ikke er alle, der skal kunne spores. Tænk på hvad de skrev i pressen i eftersommeren om de dovne offentligt ansatte.

At så og så mange ud af 10 ikke lavede noget. Jeg tror, at vi alle sammen blev skræmt af den debat, samtidig med at det forlød, at alle nu skulle overvåges.

METTE THOMSEN: Jeg tror, at det her handler om dem, der går ude på afdelingerne og tager blodprøver. På det nye kæmpestore hospital bliver der jo flere steder, hvor man kan kalde bioanalytikerne til at komme ud. Jeg ved dog ikke, om man skal lægge sig fast på et begrænset antal, måske skal kriteriet for sporing nærmere være der, hvor det giver mening og en bedre opgaveløsning.

BERT ASBILD: Mit grundlæggende synspunkt er, at det her skal tage udgangspunkt i patientens behov. Og hvis en medarbejder er langt væk fra patienten, giver sporing af den ansatte ingen mening for mig. Hvis fx en bioanalytiker i mikrobiologien ikke har patientkontakt, så kan jeg ikke se nogen mening med det.

METTE THOMSEN: Det er jo også derfor, jeg siger, at hver gang sporing skal bruges, så skal det op i LMU. Hvis de på klinisk mikrobiologisk afdeling tænker, at de har en skidegod ide til, at de skal kunne logge medarbejdere, fordi de gerne vil vide, hvor hun, der er på vej med prøverne, er henne – ja, så skal det op i LMU.

Og hvis man vil se på, hvor mange blodprøver en bioanalytiker har nået at tage i dag, ja, så kan de oplysninger allerede hentes ud af de nuværende it-systemer, fordi vi kvitterer på alle blodprøvesedler.

Jeg tror faktisk, at det ville være til de offentligt ansattes fordel, hvis det via sporing kunne vises, hvor lidt de faktisk sidder på en stol i kaffestuen i løbet af en arbejdsdag.

Mette, mener du slet ikke, at teknikken kan misbruges?

METTE THOMSEN: Jo, og det er derfor, man skal se på, hvor teknologien er et arbejdsredskab, og hvor den kan misbruges. På akutstuerne har der kørt nogle videoskærme, som har vist patienterne også i nogle uhensigtsmæssige vinkler, og nogle af dem er blevet vist på tv-skærme inde i kaffestuen. Det er blevet stoppet, for det er jo uhensigtsmæssigt. Men vi skal da hele tiden være opmærksomme, for teknologierne udvikler sig hele tiden.

Jeg har jo også en løbende opgave i at sørge for, at tillidsrepræsentanterne kender retningslinjerne, og at de kender dem godt nok. Vi har aftalt, at de kommer på MED igen i februar, hvor vi skal have en status på sporing.

BERT ASBILD: Med det regelsæt og den procedure gennem MED-systemet, du beskriver, er jeg ikke så bekymret. Når tillidsrepræsentanten er med i forløbet, kan vi heller ikke fra dbio’s side tillade os at være imod. Så skal det være ude lokalt, man tager stilling til det.