Bioanalytikerne tog initiativ til at lære at give lattergas

De færreste børn kan lide at få taget en blodprøve, og nogle er så bange, at lokalbedøvende creme og distraktion ikke er nok. I de tilfælde kan løsningen være at lade barnet få lattergas, som sløver smertesansen og sætter barnet i en let sindsstemning.

”Nogle børn råber ’nu flyver jeg’, når de har fået lattergas. Andre siger, at det er, som om de kører i ’den højeste rutsjebane i verden’, eller ’nu har du to hoveder’, forklarer bioanalytiker Maria Zahrah om, hvordan lattergassen virker. Hun er en af tre bioanalytikere i Rigshospitalets Ambulatorium for Blodprøvetagning for Børn, som for nylig er blevet uddannet i at give lattergas.

Tidligere var det kun læger og sygeplejersker, der havde tilladelsen. ”Vi ville gerne lære det selv i stedet for at skulle ringe efter en fra anæstesien, hver gang vi havde brug for lattergas. Vi spurgte anæstesisygeplejerske Gitte Aagaard: Er det ikke noget, vi selv kan gøre?” forklarer Maria Zahrah, som efter 11 år i afdelingen rigtig mange gange har stået på sidelinjen, når andre har givet lattergas. Gitte Aagaard fra Videnscenter for Børnesmerter i Anæstesi- og Operationsklinikken gik videre med bioanalytikernes ønske. Både klinikledelsen i Anæstesi- og Operationsklinikken og i Klinisk Genetisk Klinik i Juliane Marie Centret var åbne over for ideen.

Det sværeste er pædagogikken

Gitte Aagaard har sammen med leverandøren af Livopan (AGA) uddannet de tre bioanalytikere i at give lattergas. Oplæringen består dels af to timers teori i, hvad lattergas er, og hvordan det påvirker kroppen. Dels af supervision.

”Her på hospitalet giver vi en blanding af 50 procent lattergas og 50 procent ilt, og barnet inhalerer lattergassen i tre minutter for at få den fulde effekt. Børnene skal desuden være over fire år, da mindre børn ikke kan samarbejde om at have en maske hen over næse og mund,” forklarer Gitte Aagaard. Lattergassen virker hurtigt og er ude af kroppen igen efter tre minutter. De hyppigste bivirkninger er kvalme og opkastninger, men de forekommer kun sjældent.

”Fordelen ved lattergassen er, at vi kan give barnet kontrol over situationen. Inden de får masken på, spørger vi altid: ’Er du klar’? Og vi afventer, at de selv siger: ’Det må du gerne’,” siger Gitte Aagaard. ”Ja,” samstemmer Maria Zahrah, ”udfordringen er at overtale dem til at tage masken på. De er selv med til at holde den, og de vælger også selv en duft, de godt kan lide, og som de får dryppet ind i masken. De er med til at bestemme det hele. De skal føle, at de styrer det.”Det er også barnet, der beslutter, hvor de skal rejse hen i fantasien, mens lattergassen gør sin virkning.

Bioanalytikeren skal bruge sin fantasi

Fantasirejsen er en fast del af blodprøvetagningen, når barnet får lattergas. Det stiller krav til bioanalytikerens egen fantasi og evne til at være en god guide på rejsen. Maria Zahrah har været på rigtig mange togter med børnene.

”Vi har været i Disneyland, oppe i Sverige og se delfinerne springe og på stranden med badedragt og familie. Men vi tager aldrig nogle skræmmende steder hen. Selvom barnet måske gerne selv vil rejse tilbage til dinosaurerne, så finder vi på noget andet. Det skal være en god oplevelse, ellers kan det ende med, at barnet bliver ked af det,” siger hun. Bagefter er der altid ros, et farvestrålende plaster og en lille gave til barnet.

Børn må aldrig holdes fast

I august 2015 besluttede Rigshospitalet at arbejde målrettet med indsatsen ”undgå ufrivillig fastholdelse af børn”. Dette betyder i praksis, at alle ansatte skal undgå at holde børn fast under smertefulde procedurer, som fx blodprøvetagning. Initiativet ledes af en styregruppe med repræsentation fra direktionen på Rigshospitalet.

At også bioanalytikerne nu har lattergas som et redskab, de kan bruge ud over smertelindrende cremer og distraktion, er et led i hospitalets strategi. Maria Zahrah oplever, at forældrene er meget glade for bioanalytikernes nye kompetence. De begynder også selv at efterspørge det. ”Er det rigtigt, at I er begyndt at give lattergas’, kommer forældrene til mig og spørger,” fortæller hun og konstaterer: ”Man kan jo heller ikke fastholde et barn og tage en blodprøve. Barnet spænder, og så vil blodet ikke løbe.”

Gitte Aagaard tilføjer: ”Vi lyver heller aldrig for børnene. Vi siger fx ikke, at ’det gør slet ikke ondt’, eller at ’du skal ikke være bange’. Hvis vi siger sådan, og barnet overhovedet ikke har overvejet, at det skal udsættes for noget, de burde være bange for. Ja, så bliver de jo først bange!”