Aftale på plads

Så er aftalen om tillæg til vagtbærende ansatte på regionens biokemiske afdelinger på plads

Aftalen er på plads
Skrevet af
Hanne Nielsen Bonde
logo

Her er den længe ventede nyhed om udmøntning af trepartsmidlerne fra efterårets aftales kapitel 3b.

Det var en aftale vi, som faggruppe, ikke var tiltænkt at skulle være en del af. Men som bekendt: ”Når det regner på præsten, drypper det på degnen”. Så i sidste ende blev der lidt til os også. Ikke at det er nok, eller at vi har glemt, at vores faggruppe blev nedprioriteret af regeringspartierne på trods af lønstrukturkommissionens resultater. Men er der pludselig penge på bordet alligevel, tager vi dem selvfølgelig.

 
Jane Kraglund ” Aftalerne giver et varigt løft til mange medarbejdere " 

Her kommer et lille sammendrag af den pressemeddelelse, der kom ud i dag kl.13. Hele meddelelsen kan ses på regionens hjemmeside og efter teksten her 

Der er lønløft på vej til medarbejdere inden for bl.a. psykiatrien, akutområdet og det medicinske område. Pengene kommer fra den nationale trepartsaftale og skal være med til at løse udfordringer med at fastholde medarbejdere og rekruttere nye på en række strategiske områder.

Den nationale trepartsaftale afsatte 31 mio. kr. til lokale lønforhandlinger i Region Syddanmark. Nu har regionen indgået aftaler med 11 faglige organisationer, om hvordan pengene skal fordeles.

Ifølge trepartsaftalen skal lønløftet bruges inden for psykiatriområdet, akutområdet, yderområder eller det medicinske område. Det er områder, der bl.a. oplever udfordringer med rekruttering og fastholdelse.

I Region Syddanmark har man fra koncernledelsens side valgt at udvide den såkaldte ”Januarpakke” fra 2022, så flere medarbejdere nu får mulighed for funktionstillæg.

Med trepartsaftalen følger også engangsmidler til regionen på 25 mio. kr. i både 2024 og 2025. De bliver forhandlet på de enkelte sygehuse, så midlerne kan bruges på lokale behov inden for de rammer, der er fastlagt i trepartsaftalen. (her holder fællestillidsrepræsentanterne skarpt øje med hvornår forhandlingerne går i gang)

Regionsdirektør Jane Kraglund er tilfreds med de lokale aftaler, der netop er underskrevet i Region Syddanmark:               

 ” Aftalerne giver et varigt løft til mange medarbejdere på tværs af forskellige faggrupper, opgaver og afdelinger. Vi sætter ind på de prioriterede områder fra trepartsaftalen og har samtidig haft mulighed for at tænke det sammen med et af vores eksisterende tiltag. Det har givet os en mulighed for at lande en solid, samlet løsning.

Hun tilføjer:

- Jeg glæder mig over, at vi kan tilbyde et lønløft til så mange medarbejdere, men det er klart, at jeg ville ønske, at vi kunne imødekomme ønsket for endnu flere. Vi har rigtig mange dygtige, hårdtarbejdende medarbejdere, der alle udfører et vigtigt arbejde for os. Men vi har været nødt til at prioritere og lande en god aftale inden for de overordnede rammer og med de midler, vi har fået.”

Med denne nye aftale bliver ”Januarpakken” og tillæggene udvidet til også at gælde regionens medarbejdere på operationsafsnit, anæstesifunktioner, radiologiske afdelinger og klinisk biokemiske afdelinger.

Det er samtidig aftalt, at både gamle og nye medarbejdere fra ”Januarpakken” nu får mulighed for tillæg efter seks års ansættelse i samme afdeling. Aftalen kommer også en række ledere til gode, bl.a. oversygeplejersker og vicechefjordemødre i somatikken og funktionsledere i psykiatrien, ligesom der er afsat en pulje til overlæger i Psykiatrisygehusets døgnafsnit.

Men desværre ikke til overbioanalytikere i de biokemiske afdelinger trods et forsøg fra vores side på at argumentere godt for os. Men igen slap pengene op lige før vi kom med. Det samme skete for andre organisationer også Vi prøver igen når lejlighed byder sig 

I alt vil ca. 6.700 medarbejdere være omfattet af ændringerne.

Medarbejderne kan forventeligt se ændringen på deres lønsedler fra efteråret 2024, og ændringerne gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. april 2024.

Læs den underskrevne aftale:

og trepartsaftalen hvor der i kapitel 3b er nævnt vagttillæg

Særligt benyttede sider på dbio.dk