Bioanalytiker nomineret til årets uddannelsesmentor

”Ketty er så fagligt dygtig, og så er hun helt ekstraordinært omsorgsfuld overfor sine studerende”, fortæller Malou Simone Mathæussen Madsen. En omsorg, som hjalp hende selv gennem uddannelsen i en personligt meget svær periode. 

Nyhed
Skrevet af
Jytte Kristensen, fagbladsredaktør
ketty bruun

Ketty Bruun fra Blodbank og Immunologi, AUH, er nomineret til prisen som årets uddannelsesmentor. Privatfoto

Malou Simone Mathæussen Madsen har indstillet sin tidligere underviser, uddannelsesansvarlig bioanalytikerunderviser, Ketty Bruun fra Blodbank og Immunologi, AUH, til prisen som årets uddannelsesmentor. For Ketty har haft en helt særlig betydning for den unge bioanalytiker.  

Da Malou skulle i klinikforløb i Blodbank og Immunologi blev hun syg med svangerskabsforgiftning. Ketty Bruun støttede hende hele vejen frem til hendes sygemelding, og da hun efter barsel vendte tilbage til afdelingen, var Ketty på pletten. ”Hun kunne huske mig og kom mig i møde med åbne arme”, fortæller Malou Simone Mathæussen Madsen.

En hjælpende hånd

Da Malous far blev alvorligt syg, og hun i en længere periode pendlede frem og tilbage til København og måtte forsømme uddannelsen, rakte Ketty igen en hjælpende hånd.

”Jeg ville jo gerne fortsætte min uddannelse, og Ketty var rigtig god til at lytte, respektere min situation og tage de hensyn, jeg havde brug for. Jeg går meget op i kvaliteten af mit arbejde og når jeg kom i tidsnød, gav Ketty mig fx en ekstra dag, så jeg kunne gøre mit arbejde ordentligt. Eller ekstra tid til en opgave”, siger hun.

Malou blev ansat umiddelbart efter sin eksamen i Blodbank og Immunologi på AUH.

Prisen uddeles 17. november

Prisen til årets uddannelsesmentor er indstiftet af mediet A4 og HK i Hovedstaden og uddeles den 17. november ved et arrangement i DR´s koncertsal. Udover Ketty Bruun er der to andre nominerede.

Særligt benyttede sider på dbio.dk