Vi løfter i flok

Fællesskabet med kollegerne har stor betydning for bioanalytikernes engagement:

• ”Det er mere end det halve, som man har lyst til at stå op til, fordi man har en hel flok helt fantastiske kolleger. Det giver rigtig, rigtig meget.”
• ”Vi kom til at snakke meget om at være engageret i ens arbejde, men også i ens kolleger. Hvor meget det egentligt betød. Det er svært at løfte sig, hvis man ikke er engageret. Svært at få et godt teamwork, hvis man ikke er engageret i kolleger.”
• ”Hvis vi har det godt med hinanden, så er det nemmere at håndtere, at vi har travlt. Hvis vi ikke har det godt med hinanden, så har vi for alvor et problem” - ”Ja, så mister man jo også engagementet, og så ryger kvaliteten.”

Bioanalytikerne ser det som en vigtig værdi at løfte i flok og hjælpe hinanden, for kvalitet er et kollektivt ansvar: ”Det kan godt være, at det ikke er mig, der leverer de her prøvesvar, men hvis man går ned til en kollega, så er vi enige om, at vi gør sådan og sådan, og det ender der.” Når alle arbejder systematisk, kan andre nemt overtage den opgave, man er i gang med, og levere samme kvalitet. En gammel læresætning i faget lyder, at man altid skal arbejde, så andre kan tage over, hvis man falder død om. Det er sat helt på spidsen, men pointen er, at bioanalytikerne er afhængige af hinandens indsats for at kunne levere korrekte resultater.

Nogle bioanalytikere understreger, at man også skal tage ansvar for den fælles opgaveløsning, når der opstår problemer. Man skal f.eks. bede om hjælp, hvis man ikke kan løse en opgave: ”At man tager ansvar for det, man kan og ikke kan. At man siger, hvordan lærer jeg det her, findes der forskrifter? At man ikke bare kaster sig ud i det, hvis man ikke kan.”

Det samme gælder, hvis man har for meget at lave: ”Der er grænser for, hvor meget man kan yde. Der skal man også tænke i kvalitet.” Eller hvis der sker fejl: ”Man skal turde indrømme fejl, så de kan blive rettet”, og ”hvis en anden er ved at lave en fejl, så går man hen og korrigerer det. Og man tager ansvar for patienten.” Hensynet til patienten gør, at ”man har pligt til at sige, hvis man ser nogen gøre noget forkert”.

Nogle bioanalytikere gør opmærksom på, at det kræver tryghed i fællesskabet at være åben om fejl og usikkerhed, spørge om hjælp, give og modtage feedback: ”Vi skal have et godt arbejdsmiljø og læringsmiljø. Vi har ansvaret for at lære andre, både studerende og kolleger, at det er acceptabelt, at man retter hinanden eller kommer med forslag til andre måder at gøre det på.”

Bioanalytikernes fællesskab er knyttet op på laboratoriet, og det er meget bogstaveligt fortæller en bioanalytiker: ”Vi bruger ordet ’hjem’ om laboratoriet”. Nogle oplever, at fællesskabet kommer under pres, når de fortrolige rammer ændrer sig: Med nye supersygehuse, fusioner, større afdelinger, mange flere kolleger og længere åbningstid. Andre peger på, at bioanalytikerne selv har brudt murene ned og vendt blikket udad: ”Vi er kommet fra at være en profession, der var meget lukket om os selv, nede på laboratoriet, til at vi er kommet ud over det”, og ”vi tør og kan komme ud af laboratorierne.”