Rapport om arbejdsmiljøundersøgelse 2013
Arbejdsmiljøundersøgelse 2013 Danske Bioanalytikere
Danske Bioanalytikere besluttede i 2012 at undersøge medlemmernes arbejdsmiljø ved hjælp af en arbejdsmiljøundersøgelse. I august 2012 begyndte arbejdet med at udforme spørgsmål til undersøgelsen, og rammerne blev en undersøgelse indeholdende spørgsmål, som kunne benchmarkes med: ”Sundhed og sygelighed i Danmark” og ”Den nationale Sundhedsprofil – Hvordan har du det?”1 (herefter benævnes begge som DK-undersøgelserne).
dbio’s arbejdsmiljøundersøgelse er udsendt til 1500 medlemmer i marts 2013. Heraf besvarede 856 medlemmer spørgeskemaet (svarprocent: 57). Stikprøvens sammensætning med hensyn til alder, køn osv. svarer til sammensætningen af dbio’s medlemsskare. Stikprøvens størrelse og sammensætning medfører en høj grad af repræsentativitet.
Med baggrund i svarene er de mest interessante områder blevet udvalgt og puljes i 3 hovedkategorier: selvvurderet helbred og sygefravær, arbejdsskader/forebyggelse og samarbejde. Danske Bioanalytikere har vurderet, at de svar, som viser hvor bioanalytikerne adskiller sig fra befolkningen generelt (benchmark), er mest interessante.