Fagbladet nr. 9 2020

Vi bør have 100 procent åbenhed omkring Covid-19-smitte på arbejdspladsen”

I dette nummer af fagbladet bringer vi en klog historie om, hvordan de håndterede et udbrud med Covid-19 på Klinisk Biokemisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Sådan gør man den slags; med åbenhed, klare retningslinjer, dialog – ja, gennemsigtighed.

Det er ikke en given ting; jeg har læst og hørt om, hvordan der nogle steder har været en virkelig tarvelig tendens til at tabuisere smitten. Altså udskamme dem, der er blevet smittet. ”Mon nu også du har overholdt retningslinjerne?” lyder den underliggende tone. Også personer, der selv føler, at de har taget alle forholdsregler, kan blive overraskede over at være blevet ramt. Og forsøger måske at holde lav profil. Det dur ikke! Af indlysende grunde skal smittekæder – ikke mindst på en arbejdsplads og i særdeleshed i sundhedssektoren, hvor vi har kontakt med særligt sårbare borgere – frem i lyset, så vi i fællesskab kan bryde dem.

Vinteren er på trapperne og med den også sæsonens influenza og de sædvanlige forkølelser og halsbetændelser. I år så også med en ekstra risiko for at Covid-19 spreder sig yderligere, når vi rykker sammen inden døre. Vi vil måske opleve flere lokale smitteudbrud på arbejdspladserne, og derfor er det helt afgørende, at der ikke hersker tvivl om, hvordan I som kolleger skal forholde jer i situationen. Hvordan I passer på jer selv og hinanden. Og borgerne, som sagt.

Her vil jeg også gerne benytte lejligheden til slå endnu et slag for, at I anmelder det som en arbejdsskade, hvis I er blevet smittet i forbindelse med jeres job. Og gerne så hurtigt som muligt. Også selvom I, som Mikkel i artiklen fra Aalborg, måske kun har haft et let eller endda helt symptomfrit forløb. De seneste måneder er der kommet nye data om, hvor lumske senfølgerne efter Covid-19 kan være. Også hos unge mennesker. 10-20 procent af patientgruppen, der ikke har været indlagt, kan flere måneder senere være så påvirkede af åndenød, udmattelse, hovedpine og koncentrationsbesvær, at de har så svært ved at opretholde en almindelig hverdag, at de må langtidssygemelde sig. Det er derfor supervigtigt, at vi både som faggruppe og som samfund har de bedste data at arbejde med, og i den sammenhæng er en retvisende arbejdsskadestatistik en særdeles vigtig brik. Har vi ikke de korrekte data, bliver det svært for os at få besvaret alle de grundlæggende spørgsmål om smittens udbredelse og sygdommens sande karakter i alle faser.

Også derfor: Vi bør have 100 procent gennemsigtighed omkring Covid-19 på arbejdspladsen!

Smittekæder skal frem i lyset, så vi i fællesskab kan bryde dem
...

Af Katja Wienmann Bramm, næstformand i Danske Bioanalytikere

Fagbladet nr. 9 2020

Særligt benyttede sider på dbio.dk