Fagbladet nr. 9 2019

Det var rigtig godt, da der for et par år siden kom spotlys på det absurde i at betale læger – også offentligt ansatte sygehuslæger i deres vagt – for at tage blodprøver på spritbilister. Flere bioanalytikere blandede sig dengang i sagen, ligesom dbio gjorde det; faktisk havde jeg min tv- debut i den sammenhæng. Resultatet blev, at mange politikredse i højere grad lader bioanalytikere – og syge- plejersker – tage prøverne, når politiet møder op med de sigtede på sygehusene. Ingen af de to faggrupper scorer et honorar. Det er, som det skal være; det foregår i ar- bejdstiden og er bare en af mange relevante prøvetag- ningsopgaver, mener jeg. Om end jeg medgiver, at det kan være en barsk opgave, der kræver en solid portion professionalisme og kan udfordre vores fagetik.

Men dette simple greb har de seneste år sparet de danske skatteborgere for 5 mio.kr. Fint! Men slet ikke fint nok, kan man læse ud af artiklerne her i bladet. Fak- tisk kunne der være 7-8 mio. kr. mere at spare ved ikke at overlade blodprøvetagningen til læger; det er nemlig kun nogle politikredse, der har taget den nye praksis til sig. Det gælder fx på Bornholm, hvor alle spritprøver nu tages på hospitalet. Hos Syd- og Sønderjyllands Politi er der tale om et fald på 82 procent. Omvendt er udgiften

til lægerne hos Vestegnens Politi omkring København i samme periode steget med 36 procent. Det er de enkel- te politikredse, der selv tilrettelægger arbejdet omkring spritblodprøver, og der kan i nogle tilfælde være fagligt funderede grunde til, at en læge bør tage prøven.

Men da fagbladets journalist spurgte ind til sagen i de enkelte politikredse, var der ingen forklaringer at hente. Hverken hos dem, der kan finde ud af at holde hus med pengene, eller hos dem, der stadig vælger at benytte læger til opgaven.

Det er ærlig talt ikke særligt tilfredsstillende; i den offentlige sektor er det god skik at orientere sig efter såkaldt best practice. Altså at man tager ved lære af dem, der har fundet frem til en god, økonomisk og smi- dig praksis. Så undgår man, at det er gamle, indgroede vaner og aftaler, der får lov at styre.

Det er muligt, at der kun er tale om mindre million- beløb, og at der kan være relevante årsager til forskelle- ne. Men det er bekymrende, at hverken Rigspolitiet eller de enkelte politikredse har gransket deres praksis så de i det mindste kan forklare baggrunden for den.

Måske er debatten om spritblodprøver og hvem, der bør tage dem, ikke helt ovre endnu.

Af Martina Jürs, formand i Danske Bioanalytikere