Fagbladet nr. 5 2016

Chips vs. tillid

En ny trend er ved at brede sig i den sygehusstruktur, der er under konstruktion i disse år. Via en chipbaseret teknologi, skal både hospitalsudstyr og personale fremover kunne opspores og, ja – overvåges – på strategisk placerede monitorer. Nogle steder er teknologien allerede i brug.

Det lyder, alt efter temperament, som enten en fantasi om fagre nye tekno-verden. Eller som det grummeste Big Brother-mareridt.

Fortalerne fremhæver, at personalet på danske sygehuse i dag spilder masser af arbejdstid på at lede efter både udstyr og kolleger.

Skeptikere og modstandere – og dem tilhører jeg så klart – påpeger, at der er forskel på medicinsk udstyr og mennesker, og den differentiering er faktisk nok så vigtig at holde sig for øje.

Jeg medgiver, at som et logistisk værktøj på udvalgte områder og i specifikke funktioner, kan et sådant elektronisk overblik over, hvor den enkelte ansatte befinder sig, give god mening. Men hvis det bliver gængs rutine, at samtlige medarbejdere overvåges hele arbejdsdagen lang, så fyrer vi endnu kraftigere op under en af sundhedsvæsenets værste udfordringer; den omsiggribende stress-tilstand, hvor opmærksomheden på tidsforbrug sommetider ender med at komme før faglighed og kvalitet i patientbehandlingen.

De skadelige virkninger af yderligere overvågning vil være tydelige; fra at afsnubbe samtalen med en frygtsom patient til at undlade at tage sig tid til vise pårørende vej til den korrekte afdeling. Eller ligefrem at gå på kompromis i udførelsen af kerneopgaven.

Det bringer denne udvikling ikke bare på kant med etik og regler; den er udtryk for en højst uhensigtsmæssig arbejdsgiveradfærd.

Anvendes overvågning som udtryk for mistillid, er det undergravende for den arbejds- glæde og følelse af meningsfuldhed, som trods al New Public Management stadig er det grundlæggende guld i sundhedssektoren. At blive holdt øje med gør næppe medarbejderne BEDRE til deres job – måske hurtigere. Og i det omfang, de ikke går ned på det, så kan tidsforbruget ved den enkelte patient, med den enkelte prøve, måles, standardiseres, for så pludseligt af være bench mark-materiale. Djøf-logik! Tidligere kendt fra horror-historier fra hjemmeplejen og postvæsenet.

Så jeg vil advare stærk mod at gå linen ud med denne overvågnings-teknologi. Jeg bider derfor mærke i, at Jens Stenbæk fra Danske Regioner har lovet, at implementeringen skal ske i dialog med medarbejderne.

Mind lige jeres ledere om dét, når trenden når en arbejdsplads i nærheden af jer. 

Af Bert Asbild, formand i Danske Bioanalytikere