Fagbladet nr. 3 2019

Politik skaber vi sammen!

Så lykkedes det! Omsider kom jeg – efter en vis insisteren – til møde med Ellen Trane Nørby og Sophie Løhde. Sundhedsminister og minister for offentlig innovation, henholdsvist. Om hvad, vores faggruppe har at tilbyde i det borgernære sundvæsen; den sektor, som ifølge regeringens reformudspil skal gennemgå en kraftig oprustning.

Og jeg tror faktisk, at de to damer gik klogere fra mødet, end de kom. De lyttede i alt fald opmærksomt og havde tydeligvis læst på lektien (– det vil blandt andet sige de mange oplæg og skrivelser, vi har sendt til forskellige ministre gennem årene). At mødet blev dobbelt så langt som den halve time, vi sammen med Radiograf Rådet og Kost og Ernæringsforbundet havde fået tildelt, tyder også på, at de ikke havde travlt med at få os ud ad døren igen. Blandt andet spurgte Trane Nørby interesseret til vores forslag om et nationalt POCT-center; nationale kvalitetsstandarder er netop et omdrejningspunkt i oplægget til sundhedsreformen.

Det var dog sigende, at Løhde indledte med at konstatere, at når dbio ikke i første omgang – som ellers en lang række andre fagforeninger – var blevet inviteret til inspirationsmøde med de to ministre, var det fordi, diagnostikken ”jo er en selvfølge”. Der kunne vi så forklare, at – nej! Ikke ude i kommunerne, hvor man mange steder først nu er ved at forstå, hvordan diagnostikken kan indtænkes og kvalitetssikres i deres sundhedstilbud.

Jeg tvivler på, at de nu totalt kan ignorere diagnostikken, når de reelle politiske forhandlinger om sundhedsreformen går i gang. Men træerne gror som bekendt ikke ind i himlen, så derfor skal vi blive ved med at indsamle argumenter for, at der skal bioanalytikerfaglig ekspertise helt tæt på de kommunale akutteam, plejehjem og sundhedshuse. Den proces er i gang, men for langsomt. Så jeg vil opfordre jer til at melde ind til dbio, når I selv har gode eksempler eller gangbare forslag til, hvordan vi som faggruppe kan få lov til at yde vores faglige bidrag. Vi har brug for jeres input.

Jeg minder lige om, at det var en lokal bioanalytiker, der tog initiativ til det succesfulde pilotprojekt med kvalitetssikring og oplæring af akutteam’ene i Holstebro og Struer. Ligesom også bioanalytikere er drivkraften bag et lignende projekt i Silkeborg, Viborg – og senere på foråret også i Skive. De pionér-erfaringer havde jeg naturligvis med til ministrene i sidste uge.

Politik – det er nemlig noget, vi skaber sammen!

Meld ind til dbio, når I selv har gode eksempler eller gangbare forslag til, hvordan vi som faggruppe kan få lov til at yde vores faglige bidrag.
...

Af Martina Jürs, formand i Danske Bioanalytikere

Særligt benyttede sider på dbio.dk