Fagbladet nr. 2 2018
Ja, men er der en bioanalytiker til stede?
I december udsendte Sundheds- og Ældreministeriet et foreløbigt udspil om ”det nære og sammenhængende sundhedsvæsen” på baggrund af den udvalgsrapport, der kom i sommer. I udspillet ”Sundhed, hvor du er”, lægges der i 20 anbefalinger især op til at styrke lokale læge- og sundhedshuse og sikre de problematiske sektorover- gange i patientbehandlingen. I indledningen lyder det sådan her:
”Alle danskere skal have tillid til, at de får den bedst tænkelige behandling, hvis de rammes af sygdom. Det kræver, at de sundhedsfaglige kvalifikationer og ressourcer er til stede.”
Fedt! Det må naturligvis betyde, at man også vil prioritere ressourcer og kvalifikati- oner til at kvalitetssikre diagnostikken i det borgernære sundhedsvæsen. Skulle man tro. Uden den kvalitet, hvordan ellers ”den bedst tænkelige behandling”?
Men endnu engang må vi desværre konstatere, at diagnostikken, dens tilgængelig- hed og beskaffenhed, ikke betragtes som et særligt indsatsfelt, når det kommer til det nære sundhedsvæsen. Det synes som om, at embedsmændene, der har siddet med anbefalingerne, kun magter at være rigtig konkrete, når det gælder sygeplejerskerne. De – eller som der står; en mindre gruppe af dem – stilles nu en særlig opkvalificeren- de uddannelse i udsigt.
Da vi i Danske Bioanalytikere kan konstatere, at en del bioanalytikere får ansættel- se i praksissektoren, har vi forsøgt at lægge pres på, for at dette tilbud blev tværfag- ligt. Forgæves.
Ganske vist står der i udspillet, at der skal ansættes flere forskellige faggrupper i lægehusene. Der nævnes – foruden de specialuddannede sygeplejersker – ”fysio- terapeuter, kiropraktorer, psykologer samt andre faggrupper”. Det må så være os.
Min beklagelse over den blinde vinkel er ikke bare udtryk for faglig forfængelighed. Det er faktisk ret bekymrende, at der stadig sidder embedsfolk i ministerier og regio- ner, der tager diagnostik for en given serviceydelse, der ikke behøver nidkær opmærk- somhed. POCT-udstyr kalibrerer altså ikke sig selv. Sygeplejersker og sosu’er skal oplæres i prøvetagning og brug af udstyr og bør løbende monitoreres. Indkøb og vedligeholdelse af apparatur er ikke en opgave, der bør udføres med venstre hånd. Rådgivning om hensigtsmæssig brug af analyser kræver en laboratoriefaglig ballast.
Der er ganske enkelt brug for bioanalytiker-ekspertise i almen praksis. I de kommu- nale sundhedshuse. Og på plejecentrene.
Det budskab vil jeg også i 2018 gøre mit til bliver almindelig kendt og anerkendt.
POCT-udstyr kalibrerer altså ikke sig selv.
Af Martina Jürs, næstformand i Danske Bioanalytikere
