Fagbladet nr. 2 2015

Kvalitet skal der kæmpes for

Når der skal spares, er det særligt vigtigt at være på vagt; den billigste løsning kan vise sig at blive kostbar i længden.

Derfor er det opløftende, at bioanalytikerne på Universitetshospitalet i Aarhus reagerede lynhurtigt, da de hørte om ledelsens effektiviseringsstrategi på deres område: At flytte blodprøvetagningen til andre faggrupper end bioanalytikerne. Som man kan læse om her i fagbladet tog tillidsrepræsentanterne teten og inviterede centerchefen til et møde. Og dermed var bioanalytikere ikke til at komme udenom, da der efterfølgende blev nedsat en arbejdsgruppe, der skulle efterprøve visdommen i at fjerne opgaven fra den faggruppe, der har kvalitetssikring af prøvetagningen som deres adelsmærke.

Planen blev droppet. Og nu er der i alt fald i Aarhus en bred forståelse for, at blodprøvetagning ikke ”bare er et stik”, som netop er overskriften på den faglige artikel i dette nummer af bladet. Også den handler om, at bioanalytikere i kraft af deres teoretiske ballast er medvirkende til at re- ducere udgifterne i sundhedsvæsenet, fordi de minimerer antallet af fejl, forsinkelser, og – ja, forkerte diagnoser.

Der er nemlig knippelgod sundhedsøkonomi i kvalitet. Det argument vil jeg gerne have, at I tager til jer og selv sætter i spil, hvis og når I kommer ud for samme manøvre på jeres arbejdsplads. Eller noget, der ligner. Og ikke mindst dér, hvor der opstår nye opgaver, som rækker ind over laboratoriemedicin. Fx er det også bioanalytikere på Regionshospitalet i Viborg, der er med til at sikre en høj kvalitet i processen, nu hvor hjemmesygeplejersker er begyndt at give blodtransfusion i (udvalgte) patienters eget hjem. Også her spares der penge, men på en begavet måde.
Læs side 16-17.

Det var så et par sejre for faget og fagets logik. Samtidig er det ved at være slut med danske bioanalytikere på Thule Air Base. Greenland Contractors, der har mistet entreprisen om basens drift til en amerikansk koncern, bestemte forrige år, at det fremover skal være sygeplejersker, der løser bioanalytiker-opgaverne oppe under polarcirklen.

Ingen skadefryd herfra; men mon det svigtende blik for laboratoriekvalitet var medvirkende til, at det amerikanske forsvar ikke ønskede at forsætte samarbejdet?

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at kvalitet skal der kæmpes for. Hele tiden. 

Af Bert Asbild, formand for Danske Bioanalytikere

Særligt benyttede sider på dbio.dk