Fagblad nr. 7 2022
Næsten 2000 flere bioanalytikere! Undskyld – hvor?
Der kom nogle virkelig trælse tal fra Sundhedsministeriet i september. Formentlig som et modsvar på beklagelserne over den udbredte mangel på sundhedspersonale, forlød det, at der fra 2019-22 skam var blevet ansat ikke mindre end 10.000 flere medarbejdere i sundhedssektoren. Hele 1923 af dem skulle være bioanalytikere.
Først gav det et kæmpe kollektivt gib i alle os, der længe har været med til at presse på for at løse faggruppens enorme rekrutteringsproblemer. Dem kender I alt til, ikke mindst derude på de klinisk biokemiske afdelinger. Men også indenfor flere andre specialer. Og så måtte vi sukke dybt.
Da vi selv fik set tallene efter, opdagede vi nemlig, at ministeriet har medregnet alle de podere og vaccinatører, der under Covid-19-pandemien blev ansat på Sundhedskartellets overenskomst i laborant-kategorien til opgaver, bl.a. i det såkaldte samfundsspor – uden for sygehusene.
Man behøver ikke nogen doktorgrad i sundhedsplanlægning for at vide, at en stor del af dem for længst er over alle bjerge. Alligevel tæller de af en eller anden grund stadig med idet mærkelige regnestykke, som regering og embedsfolk turnerer med. Bl.a. i forhold til regeringens Robusthedskommission, der lige præcis skal skaffe flere hænder, hoveder, dagsværk, produktivitet – og helst også arbejdsglæde! – i sundhedssektoren.
Ministeriet har medregnet alle de podere og vaccinatører, der under Covid-19-pandemien blev ansat på sundhedskartellets overenskomst i laborantkategorien til opgaver, bl.a. i det såkaldte samfundsspor - uden for sygehusene.
Derfor er det blevet endnu mere op ad bakke at skulle overbevise de uddannelsesansvarlige om, at vi har brug for flere uddannelsespladser.
Eller at forklare de sundhedsansvarlige, at det udgør en kolossal laboratorielogistiskudfordring, at vi som fag på landsplan har en substitutionsprocent på 14.
Og på enkelte afdelinger når op mod de 30 procent. Eller mere. Altså ansatte, der ikke er uddannede bioanalytikere og derfor ikke altid kan gå i vagt, varetage alle laboratoriefunktioner eller dække ind for andre uddannede bioanalytikere ved fravær.
Og hvad med de uddannede bioanalytikere, der i stigende grad tager job i det private og ofte efterlader vakante stillinger på de offentlige sygehuse?
Jeg skrev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard den 23. september for at gøre opmærksom på misforståelserne. Vores eftertælling viser, at der er blevet ansat 136 flere bioanalytikere i det danske sundhedsvæsen i perioden. Samt at 971 årsværk af de angiveligt nyansatte bioanalytikere alene i Region Hovedstaden netop var podere. Jeg venter stadig på svar fra ministeren.
Man plejer at sige, at man har ret til sine egne holdninger, men ikke til sine egne fakta. Lige nu har dbio derfor en bunden opgave i at få alle, der har aktier og interesser i danskernes sundhed, til i det mindste at arbejde ud fra de samme tal.
