Fagblad nr. 6 og 7 2010

Mens dette skrives, venter vi stadig på de politiske reaktioner på Lønkommis-sionens rapport om lønforholdene på det offentlige arbejdsmarked. Vi, der har fulgt arbejdet fra bænken, tror på, at rapportens dokumentation af lønulighederne vil løfte debatten om ligeløn op på et højere og mere oplyst niveau.

Desværre skal vi nok ikke regne med, at der følger hverken meget markante anbefalinger eller en stor sæk penge med kommissionens konklusioner. Som jeg ser det, skal der desuden noget helt gennemgribende til, hvis vi skal bryde med den historiske uretfærdighed, som ramte de store kvindefag i slutningen af 1960 ́erne. Det var dengang man med henholdsvis en lønindplaceringsreform og en Tjenestemandsreform fastfrøs lønrelationerne mellem fagene i den offentlige sektor. Jobs med kortere uddannelsesforløb og ofte baseret på, hvad der blev karakteriseret som ”husmoderlige omsorgfunktioner”, røg langt ned ad stigen, mens ”mandefag” som skolelærere og politibetjente blev rangeret højere udfra en logik om, at mænd var familieforsørgere. Dengang blev det stillet i udsigt, at når de nye velfærdsfag kom efter det dér med ”erhvervsmæssig kompetence”, så ville man se på sagen igen.

De seneste fyrre år har vi og mange af de andre sundhedsfag med nu mellemlange, videregående uddannelse opkvalificeret os i ét væk. Vores uddannelses teoretiske indhold og jobbets ansvar og kompetencer ligger lysår fra dengang, hvor vi blot blev betragtet som en medhjælpergruppe. I det private tjener en bioanalytiker i gennemsnit 25 procent mere end hendes kollega på sygehuset; det er vel et kontant udtryk for, at vi er mere værd, og at vi derfor burde, i bogstavelig forstand, værdsættes højere i det sundhedsvæsen, som har hårdt brug for vores arbejdskraft. Men i det offentlige er vores fag stadig låst lønmæssigt fast. Vi må derfor have en indplaceringsreform. En reform, hvor fagenes indhold og værdiskabelse nyvurderes, og hvor vi én gang for alle gør op med den nedarvede køns-diskriminering, der ligger i, at visse ellers sammenlignelige professioner traditionelt har været betragtet som enten mande- eller kvindefag. Ligelønsproblemet kan ikke løses ved forhandlingsbordet - hverken næste år eller i nogen nær fremtid. Vi må lægge pres på politikerne, så de iværksæt-ter et reformarbejde, der kan skabe reel ligeløn i det danske samfund.

Det er på høje tid.

Af Bert Asbild,
Formand for Danske Bioanalytikere