Fagblad nr. 5 2014

Her omkring 1. maj bliver jeg nødt til at tale med en lidt mere indtrængende
stemmeføring end normalt; der er nemlig en udvikling i gang ude på sygehusene, som vi skal være meget på vagt over for.

Det gælder indholdet og rækkevidden af den funktion, der om nogen udgør kernen i fagbevægelsen. Vores tillidsvalgte.

De seneste årtiers nedlæggelser af sygehuse og sammenlægninger af afdelinger hen over geografiske afstande og specialer har haft den effekt, at der
er blevet færre tillidsrepræsentanter, der har deres daglige gang mellem kollegerne på afdelingsniveau. På den anden side er der blevet dobbelt så mange fællestillidsrepræsentanter, der nok sidder med i de vigtige udvalg, hvor
magten forvaltes og beslutninger forberedes, men som også skal være til rådighed for mange flere kolleger, på mange flere afdelinger, på mange flere
adresser. Tidligere afdelinger er typisk blevet lagt sammen i ”centre”, under
én ledelse. Fra ledelsesmæssigt hold tolker man Ramme-aftalen sådan:
Én ledelse = én tillidsrepræsentant.

Som I kan læse det her i bladet, har forhandlerne fra Danske Regioner ved de to seneste overenskomstforhandlinger netop stillet krav om færre tillidsrepræsentanter og færre suppleanter; med andre ord færre medarbejdere, der nyder den beskyttelse, funktionen sikrer. Det krav møder vi uden tvivl igen i 2015.

Det er, mener jeg, en underminering af et system, der i over hundred år har  sikret en rimelig grad af medarbejderindflydelse og dermed ro og fremdrift
på danske arbejdspladser. Tanken om en professionalisering af funktionen
kan såmænd være besnærende nok; man skal være rustet til tænderne for at
matche arbejdsgiverne på den anden side af mødebordet. Men ingen kan
være tjent med, at vi tager repræsentanter fra de medarbejdere, det hele
drejer sig om. Heller ikke sygehusledelserne. De tillidsvalgte er med til at tage misforståelser i opløbet. Bilægge konflikter, før de eskalerer. Tage hånd om sårbare kolleger, inden de falder. De ved, hvor skoen trykker.

Den førstehåndsviden og den praktiske indsats i hverdagen kan sygehusledelserne ganske enkelt ikke undvære. Det er ikke mindre af den slags, der er brug for på moderne arbejdspladser. Det er snarere mere. Og vi kan heller ikke undvære dem; vores ”kammerater” i helt gammeldags, solidarisk fagforenings forstand. Man får simpelthen bedre, mere fleksible arbejdspladser med højere produktivitet og lavere sygefravær, når medarbejderne ser sig ordentligt repræsenteret.

Det skal vi alle kæmpe for.
Kære kolleger. God 1. maj!

Af Bert Asbild,
Formand for Danske Bioanalytikere