Fagblad nr. 2 - 2022

Vi er for få – skal vi arbejde for en blodprøvetageruddannelse?

Det er ingen hemmelighed, at bioanalytikerfagets mest overvældende udfordring pt er, at vi er for få. Det er ikke bare vores eget problem, det er et problem for hele sundhedsvæsnet. For samfundet.

Den udvikling sætter sig tungt på arbejdsmiljøet. Det gælder ikke mindst indenfor klinisk biokemi, hvor den voldsomt voksende mængde af blodprøver truer med at tage pippet fra folk og får nogle til – øv! – at søge helt væk fra specialet. Det efterlader ofte vakante stillinger, der ikke kan besættes med bioanalytikere.

De delegerede på dbio’s kongres i november diskuterede naturligvis problemet. Det har vi gjort masser af gange før, men denne gang blev der stillet et forslag om, hvorvidt man på sygehusene bør dele blodprøvetagningen ud, så bioanalytikere fra alle specialer giver et nap med.

Den model fandt ikke opbakning, men en anden del af forslaget inspirerede til, at vi nu er i gang med at undersøge, om vi bør arbejde for at få oprettet en kort, standardiseret blodprøvetagningsuddannelse. Sådan en findes i fx USA og England.

For fem år siden ville jeg også selv have sagt “– aldrig!”. Men nye udfordringer kræver nye løsninger.
Martina Jürs, formand i Danske Bioanalytikere

Som I kan læse her i bladet, har der tidligere været modstand mod at ”brække” vores fag over på den måde. For fem år siden ville jeg også selv have sagt ”- aldrig!”. Men nye udfordringer kræver nye løsninger.

Med en formaliseret uddannelse kommer der bedre styr på indholdet, så det ikke er forhold på den enkelte afdeling, der afgør, hvad den enkelte prøvetager kan. Desuden – supervigtigt! – kommer oplæringen til at foregå uden for den enkelte afdeling, som ellers må bruge enorme ressourcer på at oplære nye medarbejdere, sådan som det netop foregår lokalt i dag.

For os er det også afgørende, at vi som bioanalytikere får såkaldt forbeholdt virksomhed på selve kvalitetssikringen af blodprøvetagningen. Det er os, der skal monitorere, at tingene går korrekt for sig - selvom det er andre faggrupper, der tager prøverne.

Om en blodprøvetager så automatisk skal få merit til at læse videre til bioanalytiker, er et spørgsmål, vi også skal have afklaret. Her er min indstilling, at håndelaget alene ikke er tilstrækkeligt til at kunne skyde genvej; vores fag forudsætter af indlysende grunde en solid forståelse for matematik og kemi.

Men nu er afklaringsprocessen sat i gang indenfor egne rækker. Så må vi se, om vi har lyst til at gå i dialog med Uddannelsesstyrelsen, Danske Regioner, landspolitikerne og andre interessenter om en uddannelse.

Udklip_bladnr2_2022