Fagblad nr. 12 2012

dbio påtager sig (lige netop) et samfundsansvar

Vi står lige foran den anden overenskomstforhandling i krisens kulsorte slagskygge. Det sker samtidig med, at den danske fagbevægelse mister opbakning. Det vil sige legitimitet ved forhandlingsbordet.

Danske Bioanalytikere er stort set gået fri, ligesom de fleste fagforeninger under FTF. Når FTF sammen med LO, der til gengæld har mistet mange medlemmer, nu lancerer en kampagne, der skal oplyse om ”den danske model”, er det fordi, rigtigt meget står på spil.

En undersøgelse blandt LO-medlemmerne viste for nyligt, at mange ikke ved, at det er forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, der de seneste 100 år har sikret dem bedre og bedre forhold. Sådan sker det ofte med samfundsbærende institutioner; de bliver så selvfølgelige, at mange glemmer, hvad deres betydning og funktion egentlig er. Det så vi specielt under den økonomiske optur, hvor danskere i titusindvis meldte sig ud, fordi de bildte sig ind, at de altid ville have et job. Plus at deres lønniveau og øvrige privilegier var deres egen sag.

Nogle blev klogere og genoptog deres medlemskab. Andre har valgt at spare på kontingentet. Eventuelt ved at melde sig ind i en af de prisbilligere, gule forretninger, der i uoverensstemmelse med sandheden smykker sig med betegnelsen ”fagforeninger”.

Jeg mener, at den overenskomstbærende fagbevægelse er en samfundsinstitution, som ingen danskere har interesse i bliver svækket. Det er den form for bevidstgørelse, der er formålet med ”Er du OK?”-kampagnen.

Ved de sidste OK-forhandlinger udviste fagbevægelsen løntilbageholdenhed; ansvarlighed. Denne gang vil arbejdsgiverne givetvis forsøge at komme helt ind for at blotte nerven til andre af vores, over mange årtier tilkæmpede, rettigheder; arbejdstid og ferie, bl.a. Der siger vi stop!

Som lønmodtagere har vi ét kampmiddel, som jeg er fuldstændig klar over, at alle helst vil undlade at benytte; konflikten. Men jeg siger også åbent; det kan komme dertil, hvis vi mødes med ultimative og urimelige krav ved forhandlingsbordet.

”Ansvarlighed” er ikke synonym med uigennemtænkte nedskæringer. Hvis arbejdsgiverne aggressivt insisterer på at forringe grundlæggende vilkår for de ansatte i sundhedssektoren, går det også ud over patienterne. Det er ikke ansvarligt, og det vil vi kæmpe imod med de midler, vi har til rådighed.
Tak for 2012. Glædelig jul og godt OK-år.

Af Bert Asbild,
Formand for Danske Bioanalytikere

Særligt benyttede sider på dbio.dk