Fagblad nr. 11 2008

Udtrykker man skepsis overfor den stigende – og snigende – privatisering af sundhedsvæsenet, bliver man ofte belært om, at konkurrence er så sundt. sundt for de arbejdsduelige patienter, der således hurtigt kan behandles uden om ventelisterne, enten via private sygeforsikringer eller regeringens behandlingsgaranti. For de private sundhedsudbydere, der lever af at levere varen. og såmænd også for de offentlige sygehusafdelinger, der bliver aflastet og kan bruge de knappe resurser på mere akutte opgaver. mens de eventuelt overvejer, hvordan de selv kan oppe sig i fremtiden.

Det er vel nogenlunde den logik, der ligger bag, når sundhedsminister Jakob Axel Nielsen her i fagbladet gentager, at det da er ”fløjtende ligegyldigt” om 2 eller 50 procent af det danske sundhedsvæsen er på private hænder; bare patienterne bliver behandlet. Enig: Patienterne skal behandles! Alle patienter, og derfor skal vi sørge for ikke at kvæle de offentlige sygehuse i ren og skær markedsbegejstring. Det er immervæk stadig her uddannelse, forskning og akutfunktionerne finder sted.

konkurrencen foregår heller ikke på lige vilkår; når et privathospital ’bonner’
for en behandling, svarer beløbet til 100 procent mod de 55 procent, som en
offentlig sygehusafdeling honoreres med. Gid Danske regioners forhandlere
var lige så påholdende overfor brancheforeningen for privathospitaler, som
de var overfor sundhedskartellet under ok-08!

De generøse DrG-takster betyder desuden, at arbejdsgiverne i det private er i stand til at lokke det i forvejen sparsomme personale fra det offentlige med højere løn og eventuelt til et arbejdsliv uden vagtforpligtelser eller den stress det udløser, at være ansat på pressede afdelinger med mange ubesatte stillinger og højt sygefravær.

Hvis politikerne af et ærligt hjerte ønsker konkurrence på fair betingelser, må de offentlige sygehusafdelinger desuden have ret til at byde med, når store opgaveløsninger sendes i udbud. Dels tror jeg, at det ofte kan gøres billigere og bedre på de afdelinger, som allerede har solid erfaring med rationaliseringer og kvalitetsudvikling. Dels er det ganske enkelt ikke samfundsøkonomisk sundt, hvis private udbydere har en permanent pipeline nede i de offentlige kasser, samtidigt med at de får opbygget en monopollignende position på særlige behandlingsområder. Sundhedsministeren mener, at det vil være ligegyldigt om andelen privat-offentlig bliver fifty-fifty. Det gør jeg ikke.

Af Bert Asbild,
Formand for Danske Bioanalytikere