Fagblad nr. 10 2021

Tak for invitationen Heunicke – vi kommer gerne! Regeringen har efter en vis udsættelse lanceret et udspil til dét, de karakteriserer som en nærhedsreform. Efter årtier med centralisering skal nogle af tilbuddene til borgerne nu rulles et nøk tilbage, og det gælder også i sundhedsvæsnet.

20 såkaldte “nærhospitaler” skal således være omdrejningspunkterne i regeringens version af det nære sundhedsvæsen. Mange har allerede ment rigtigt meget om selve betegnelsens berettigelse, og om funktionerne på de muligvis opgraderede sundhedshuse vil stå mål med borgernes forventninger. Vi har valgt at holde øjnene på den bold, der er vores: Laboratoriekvaliteten.

Ligesom under den tidligere regering vil vi også her lobbye for, at de blodprøver, EKG´er og andre typer målinger, der skal tages uden for sygehusene, lever op til samme høje standard. Udspillet ”Tættere på II” nævner ikke, hvilke faggrupper der skal ansættes på de kommende nærhospitaler. Men belært af erfaringerne kan man frygte, at embedsfolkene i ministerier og styrelser alene ser læger, sygeplejersker og sosu’er for sig. Det snæversyn må vi for alt i verden have stoppet!

Det er da også grunden til, at jeg den 1. november skrev et brev til sundhedsminister Magnus Heunicke, hvor vi inviterede os selv til et møde om dét, vores profession kan byde ind med ude i det borgernære sundhedsvæsen. Overskriften skal derfor læses som lidt ironisk ønsketænkning fra vores side; vi vil jo gerne, at ministeren husker os (- det gør vi også opmærksom på i brevet) for bioanalytikernes indsats under pandemien, og at han forstår, at vores ekspertise heller ikke kan undværes, når sundhedsvæsnet rykker tættere på borgerne.

Belært af erfaringerne kan man frygte, at embedsfolkene i ministerier og styrelser alene ser læger, sygeplejersker og sosu’er for sig. Det snæversyn må vi for alt i verden have stoppet!

Vi forestiller os ikke, at det nødvendigvis er bioanalytikere, der skal tage prøver – os er der jo pt mangel på. Men vi vil argumentere hårdt for, at bioanalytikere får såkaldt forbeholdt virksomhed på blodprøvetagningskvalitet. Det vil sige, at det skal være bioanalytikere, der oplærer andet sundhedspersonale i prøvetagninger og står for, at logistik og kvalitet er i top. “Tættere på II” fastslår da også, at der skal stilles højere krav til – og ydes rådgivning til – de lokale nærhospitaler, så her taler vores dagsorden jo rigtigt fint ind i udspillet.

Det er lige netop det, vi vil forklare Heunicke, når han og hans embedsfolk forhåbentligt snart svarer tilbage på vores selv-invitation. Belært af erfaringerne kan man frygte, at embedsfolkene i ministerier og styrelser alene ser læger, sygeplejersker og sosu’er for sig.

Af Martina Jürs, formand i Danske Bioanalytikere

Særligt benyttede sider på dbio.dk