Fagblad nr. 10 2009

Om at få det til at glide

Jeg har for første gang været til praksissymposium for bioanalytikere. Det
var en på mange måder lærerig oplevelse; I er jo ikke en medlemsgruppe,
jeg som gammel tillidsmand i sygehusvæsenet har plejet så forfærdelig
megen omgang med.

Især var det opmuntrende at høre, hvor fleksible og indstillet på faglig udvikling, I er. Der tales meget om opgaveglidning i sundhedsvæsenet i disse tider - I taler ikke – I gør noget ved det! Og I føler jer ikke for fine til at dele opgaver med de af jeres praksiskolleger, der er sygeplejersker. I er begyndt at give vaccinationer, rense sår og tage jer af kroniske patienter. Og I har oplært sygeplejersker i at tage EKG ́er og blodprøver. Den slags giver både arbejdsglæde og gør jer til guld værd for lægerne, så bliv endelig ved med det.

Men som den spørgeskemaundersøgelse, fagbladet har foretaget, viser, så får I ikke altid løn for ulejligheden. Selvom dbio var tilfreds med den seneste overenskomst med Praktiserende Lægers Organisation, er der plads til forbedringer; det er jo ikke idéen, at I pludselig skal sidde med en lang række, ansvarstunge læge- eller sygeplejerskefunktioner, uden at det kan ses på lønsedlen.

Som det fremgik på symposiet og af artiklen her i fagbladet, er det dog muligt for bioanalytikere i praksis at forhandle sig frem til et tillæg for en særlig opgavevaretagelse. Den slags erfaringer skal I naturligvis sørge for at dele med både hinanden og dbio.

Faglighed og fleksibilitet er i det hele taget temaet for dette nummer af bladet. Vi har artikler om bioanalytikere, der også arbejder under noget mere ekstreme forhold end det lokale lægehus. To bioanalytikere fortæller om arbejdsforholdene i henholdsvis Camp Bastion i Afghanistan og på et kysthospital i Grønland. Også her er der brug for en positiv indstilling til at få ’det til at glide’. Et åbent sind og udviklingsparathed er ikke bare sundt for den enkelte bioanalytiker. Det er også vigtigt for et fag, der skal finde sine ’ben’ i et sundhedsvæsen under stadig forandring.

Af Bert Asbild,
Formand for Danske Bioanalytikere
 

Fagblad nr. 10 2009

Særligt benyttede sider på dbio.dk