Whistleblowerordning i Region Syddanmark

Region Syddanmarks whistleblowerordning er en realitet. Den åbnede sidst i marts måned efter indstilling fra Regionsrådet. Hovedudvalget har haft mulighed for at kommentere ordningen, før den blev iværksat.

dbio-Syddanmark

 Af Dinah Sloth Andersen, webredaktør

Hovedudvalget behandlede ordningen på sit møde i februar måned. Her påpegede medarbejdersiden, at der flere steder står, at ordningen er tiltænkt medarbejdere, samarbejdspartnere og leverandører. 
Der er dog mulighed for, at man kan indsende svar helt anonymt. Det betyder reelt, at man ikke kan afgrænse målgruppen. I sidste ende kan det betyde, at anonyme borgere angiver navngivne medarbejdere, uden at det kan spores tilbage til dem.

Hovedudvalget var enige om at netop den problemstilling skulle være en del af evalueringen af ordningen. Medarbejdersiden tilbød at indgå i evalueringsarbejdet.

Der var forslag til andre ændringer i teksten til ordningen, som blev sendt videre til den endelige behandling af ordningen i Regionsrådet.

En anden ting, som medarbejdersiden i Hovedudvalget havde lagt mærke til, var at ordningen lægges i hænderne på Deloitte. Her var man usikker på, om Deloitte var i stand til at vurdere om interne regler er overtrådt. Ledersiden forklarede her, at det er Deloitte, der skal foretage vurderingen, men at Økonomidirektør Mogens Sehested (Deloitte kontaktperson i Region Syddanmark) skal hjælpe Deloitte i forhold til interne regler.

Ved åbningen af aftalen sagde Regionsformand Steffanie Loose:

"Whistleblower-ordningen sikrer, at der kan sættes fokus på problemstillinger, som ikke kan håndteres indenfor den eksisterende organisation. Men jeg vil gerne understrege, at både MED-systemet, direktionen og regionsrådet ønsker en åben kultur, hvor man kan være 100 procent tryg ved at gå til ledelsen eller sin tillidsrepræsentant, hvis man har viden om, at der foregår noget, som strider mod loven. Whistleblower-ordningen er altså tænkt som en sidste udvej, når de etablerede systemer ikke rækker."

Steffanie Looses ord støtter op om Hovedudvalgets holdning:  Så vidt det overhovedet er muligt - skal sager løses indenfor de rammer, de er opstået i.

Whistleblowersager kommer til at køre sådan:
Hvis der kommer en anmeldelse, som ligger indenfor ordningens formål, kontakter Deloitte Region Syddanmarks kontaktperson.

Anmeldelser kan ske anonymt.

Du kan læse mere om ordningen via dette link til den særlige whistleblowerside

Eller via dette link til nyhedssiden på Region Syddanmarks hjemmeside

Og her kan du finde referatet af Hovedudvalgsmødet, hvor ledere og medarbejdere fra Regionen drøftede sagen

Særligt benyttede sider på dbio.dk