Region Midtjylland nedsætter screeningshastigheden

På Klinisk Biokemisk afdeling i Randers screener bioanalytikere samtlige fæcesprøver fra borgerne i Region Midtjylland, som deltager i det nationale screeningsprogram for tarmkræft.

Nyhed

Af Jytte Kristensen, fagbladsredaktør

”Vi screener i snit 2000 prøver om ugen”, fortæller ledende bioanalytiker Bente Schiønning.
Det antal bliver nu lidt lavere, idet Region Midtjylland fra den 13. oktober i en otte-ugers periode har valgt at udsende færre invitationer til borgerne.

Det har nemlig vist sig, at flere end ventet skal til en kikkertundersøgelse efter screeningen, fordi de har blod i afføringen. Det personale, der udfører disse undersøgelser, kan derfor ikke opfylde kravet i programmet om, at borgerne skal tilbydes en koloskopi inden for 14 dage, efter at der er fundet blod i fæces.   

Bente Schiønning kan ikke give et bud på, hvor mange færre prøver bioanalytikerne skal screene i de otte uger, hvor der sendes færre invitationer ud.

Screenes straks

”Vi ved jo aldrig, hvornår borgerne sender prøverne ind. Nogle venter flere uger, mens andre sender den straks”, siger hun.

Alle prøver screenes, så snart de er modtaget i afdelingen. Da screeningsprogrammet for tarmkræft blev indført fik Klinisk Biokemisk en ekstranormering på 1,4 medarbejder. Når screeningen er fuldt implementeret i 2018 får afdelingen igen en ekstranormering og nyt apparatur.

Emne

Særligt benyttede sider på dbio.dk