Prøvetagning med ultralyd er en succes i Kolding

Førhen kunne de vente i timer. Patienterne blev nervøse, prøverummene var unødigt optagede, og bioanalytikerne måtte springe fra deres andre opgaver, når endelig personalet fra anæstesien fik tid til at komme forbi og hjælpe med deres ultralydsudstyr.

Løsningen var alt andet end optimal i de situationer, hvor det ikke var muligt at tage en blodprøve på patienter, fordi deres årer var vanskelige at finde eller at stikke i. Det fortæller Jane Brøchner Volstrup, der er afdelingsbioanalytiker i Blodprøver og EKG på Kolding Sygehus.

”Nogle gange har vi ventet rigtigt længe, og det er bare irriterende ikke selv at kunne afslutte en opgave. Det ødelagde også flowet i andre arbejdsopgaver, og af og til mødte anæstesien tilmed op uden et ultralydsapparat, hvilket virkelig var en torn i øjet på os som bioanalytikere, for vi er jo nok, der kan prøve at stikke,” som hun påpeger.

Gevinst for patienterne

Men alt det er fortid nu. Takket være det ultralydsapparat, der ved årsskiftet blev indkøbt til afdelingen, er en hel del ting blevet lettere. Det lille apparat, der mest af alt minder om en iPad, betyder, at bioanalytikerne nu selv kan foretage ultralydsvejledte prøvetagninger. Apparatet kostede godt 100.000 kroner, som afdelingsledelsen bevilgede, efter at medarbejderne i flere år havde forklaret fordelene ved, at de selv kunne løse opgaven. Blandt andet forsøgte man at indsamle data for, hvor ofte bioanalytikerne stod i en situation, hvor de havde brug for assistance fra anæstesien.

”Det er svært at gøre op, for det er meget forskelligt, men det har typisk været et par gange om ugen, og det er måske ikke voldsomt meget, men til gengæld kunne det tage flere timer hver gang,” siger Jane Brøchner Volstrup, der også fremhæver fordelene for patienterne. 

”De bliver slet ikke stukket så meget som tidligere, for nu prøver vi ikke en ekstra gang, når det ikke lykkes, men bruger i stedet ultralyden,” siger Jane Brøchner Volstrup og fortæller, at der typisk er tale om patienter, der har fået årerne ødelagt i forbindelse med kemoterapi, tidligere narkomaner, børn eller mennesker, der fra naturens hånd ikke har synlige årer.

Nem oplæring

”Bare prøv jer frem, tænd den og se, hvad den kan,” lød rådet fra producenten af apparatet, og på  afdelingen oplevede man da også, at det har været let at komme i gang. Ikke mindst fordi man fik hjælp af en engageret overlæge fra anæstesi til oplæringen. Fire medarbejdere blev til at starte med udlært som superbrugere ved at gennemgå teoretisk undervisning og praktisk indføring i at betjene apparatet, og motivationen til at lære nyt var helt i top, fortæller Jane Brøchner Volstrup.
 

”Medarbejderne har været fantastiske. Når der lige har været en pause, har de øvet sig med apparatet, så det er gået stærkt med oplæringen, selvom vi samtidig har haft travlt med corona. Alle har syntes, at det er en fed opgave, så det gik nærmest af sig selv.”

Kræver øvelse

En af de medarbejdere, der er blevet lært op som superbruger, er Søren Lund. 

Jeg var da lidt nervøs for, om jeg kunne finde ud af at bruge apparatet. Det så jo let ud, når man så narkosen bruge det, men det er en meget anden måde at arbejde på,” siger Søren Lund, der bl.a. øvede sig på gelatineblokke med kunstige årer i starten.

”Man skal lige lære apparatets funktioner at kende, men også at stikke rigtigt, for vi er jo lært op til at stikke efter det, vi kan se og mærke. Med ultralyd skal man, når nålen er stukket ind i armen, udelukkende fokusere på skærmen og ’følge’ kanylen, til den er i venen,” forklarer Søren Lund.

Ultralydsapparatet fungerer ud fra samme princip som ved fx graviditetsscanninger og viser de blodårer, der ligger dybt, og som ikke er mulige at mærke udefra. Apparatet har en probe – dvs. det måleinstrument, der anbringes på patienten – med lige bund, modsat typen, man bruger ved graviditet, der er buet og kan scanne langt dybere. Med den lineære probe kan man se maksimalt seks centimeter ind, til gengæld viser
den området langt mere detaljeret. 

Fokus på skærmen

Til at begynde med minder den ultralydsvejledte metode meget om en almindelig prøvetagning, forklarer Søren Lund. Patienten får en stase om armen, og huden sprittes af. Dernæst påføres steril ultralydsgel på indersiden af albuebøjningen, og ved hjælp af proben scanner bioanalytikeren op og ned. Der scannes med en dybde på cirka 2,8 centimeter, og når der dukker et egnet kar op, indstilles billedet på en mindre dybde, så karret bliver større på skærmen.

Apparatet kan, ved hjælp af den såkaldte dopplereffekt med en farvekode, vise blodstrømmens retning og arteriers pulsation, så bioanalytikeren dermed undgår at foretage en accidental arteriepunktur. Foran på proben sidder et sort mærke, der fungerer som ”sigtekorn”, når der skal stikkes. Punktet optræder midt på skærmbilledet, og bioanalytikeren skal hele tiden holde øje med, hvad der er højre og venstre side på proben, og fokusere på skærmen i stedet for nålen. 

”Når man først har lært funktionerne og fået håndelaget, så er det meget simpelt at bruge,” forsikrer Søren Lund, der dog understreger, at det kræver lidt øvelse. 

”For mig var det sværeste i starten, at man skal holde proben med den ikkedominante hånd, i mit tilfælde venstre, og det var svært ikke at komme til at flytte på den undervejs. Det kræver et godt greb,” forklarer han.

Samtidig skal man på grund af de dybereliggende vener stikke langt mere stejlt for ikke at løbe tør for nål og samtidig undgå at ramme nerver. De bedste vener er dem, der ligger for sig selv, da de ofte ikke er i nærheden af større nervebundter. 

”Nogle af de dybe vener har relationer til arterier og dermed også til nerver, og der skal man være opmærksom på ikke at ramme forkert, for så sidder patienten oppe under loftet af smerte,” siger Søren Lund. 

Ultralyd frem for usikkerhed

De fire superbrugere har oplært yderligere 15 kolleger i de ultralydsvejledte prøvetagninger, så der altid er mindst én på arbejdsplanen, der kan betjene apparatet. Hver dag er der udpeget en ansvarlig, og det er vigtigt at holde kompetencerne ved lige, understreger Jane Brøchner Volstrup.

”Det duer ikke, at der går tre måneder imellem, at man bruger apparatet, og derfor er det heller ikke sikkert, at det skal udbredes til flere medarbejdere lige nu.”

Søren Lund bruger ultralydsapparatet cirka hver anden dag. 

”Jeg er ikke sen til at gribe til ultralyden, hvis jeg har en svær patient, hvor jeg er i tvivl om, hvad det er, jeg mærker. Så vil jeg tage scanneren og se, at det er det rigtige, frem for at hente kolleger og forstyrre dem.”

Faglig stolthed

Ventetiden er nedbragt, patienterne er lettede over løsningen, og prøverummene udnyttes mere effektivt. Men når Jane Brøchner Volstrup er en meget tilfreds afdelingsbioanalytiker, handler det også om faglig stolthed, fortæller hun. 

”Når man er vant til at tage hundredvis af blodprøver om dagen, så er det irriterende at bede nogen, der tager langt færre, om at komme og hjælpe én. Vi vil jo gerne være de bedste til vores fag, og nu kan vi pludselig det hele selv.”

Efter nyerhvervelsen har hun fået flere henvendelser fra kolleger på andre sygehuse.

”Der er stor interesse, og mange vil gerne vide, hvilket apparat vi bruger, hvordan vi har kørt oplæringen, og om det var en god investering. Til det sidste kan vi kun sige ja,” fastslår Jane Brøchner Volstrup.