Prøvetagning i eget hjem - og etikken

Er det sådan det foregår derude? Har du et bud på, hvordan det bliver en god dag? dbio-Syddanmark kvitterer med to flasker vin til den gode historie.

dbio-Syddanmark

Af Dinah Sloth Andersen, webredaktør 

I Region X på X-købing sygehus kører bioanalytikerne ud til borgerne i en "laboratoriebus".
De tager og analyserer blodprøver og EGK (hjertediagram).

Prøverne ordineres af praktiserende læge/sygehusets ambulatorium.

Det er mandag morgen og bioanalytikeren, Anna, henter rekvisitionerne til dagens arbejde på laboratoriet.
Hun tjekker lige, om der er specialprøver, der kræver særlige forholdsregler/blodprøveglas.

Hun skal nå at besøge 25 borgere i eget hjem. De skal alle have taget blodprøver og tre af dem skal desuden have taget EKG.

Turen planlægges så der er mindst mulig kørsel. Der skal også tages hensyn til de borgere, der skal have taget fasteprøver. Det er jo ikke sjovt at skulle faste hele formiddagen.

Anna starter med at kvalitetssikre apparaturet i bussen.

Annas besøg hos de første 15 borgere forløber rutinemæssigt. De får taget blodprøverne.  Anna analyserer prøverne og tjekker om resultaterne kræver hurtig besked til lægen. Blodprøvesvarene sendes elektronisk til lægen. For de to patienter, der får taget EKG, sikrer Anna også, at det sendes elektronisk til lægen.

Dagens 16. borger lukker ikke op, da Anne ringer på døren. Anna beslutter at vende tilbage og besøge borgeren - som den sidste på turen.

Hos de næste borgere er alt i orden, og Anne når lige at tænke, at det bliver en af de gode dage, med flinke borgere og optimale betingelser.

Hos den næstsidste borger kan Anna næsten ikke trække vejret. Borgeren er storryger, men Anne ved af personlige erfaring, at det forventes, at hun går ind i tobakstågerne og tager blodprøverne.

Nu mangler Anna kun den 16. borger, ham der ikke lukkede op ved det første besøg.
Anne kører tilbage til ham, og denne gang står døren åben. Anna kalder ind i lejligheden, siger hvem hun er og spørger, om hun må komme ind.
Der lyder et svagt "kom ind".
Da Anna kommer ind i stuen, ligger borgeren på gulvet ved siden af sofaen - helt uden tøj.
Det er noget grænseoverskridende for Anna, der jo kommer helt uforberedt. Hun smider hurtigt et tæppe hen over borgeren, sætter sig på gulvet og tager blodprøven. Borgeren griber ud efter Anna, og spørger om de ikke skal mødes nede på kroen samme aften. Anna mumler nej og er rigtig glad for, at hun ikke også skal tage EKG på borgeren.
Da Anna er færdig, kontakter hun kommunen og får fat i en sygeplejerske, Britta.
Britta kender godt borgeren, og ved, at han ynder at optræde uden tøj på, selv om han ikke er selvhjulpen.
Anna lover at blive i lejligheden indtil Britta kommer og hjælper borgeren.

Det blev alligevel ikke en af de gode dage. Anna føler sig krænket og reagerer ved at være opfarende, da hun kommer hjem fra arbejde. Hun har ikke lyst til at køre ud den næste dag men ved ikke, hvordan hun skal undgå det.

Denne historie er opfundet - fordi webredaktøren ikke er en af de bioanalytikere, der kører ud til borgerne.

Skriv dit bud på, hvordan dagen kunne blive en af de gode.
Eller fortæl om, hvordan det foregår - hvis du er en af de bioanalytikere, der kører ud til borgerne i eget hjem/plejehjem.

dbio-Syddanmark sætter to flasker vin på højkant til den gode historie om en god dag som udkørende bioanalytiker. Gaven skal ses som et honorar for at forfatte en historie til hjemmesiden.
(Det kan nok godt lade sig gøre at fortælle om en arbejdsdag - uden at bryde tavshedspligten - ellers kan det anonymiseres og kun bringes på hjemmesiden efter aftale med forfatteren)

Send dit bidrag til historien senest den 1. april til dsa@syddanmark.dbio.dk

Særligt benyttede sider på dbio.dk